Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Nick Cave and the Bad Seeds’ ottende album ’Let Love In’ markerede så småt afslutningen på en epoke og pegede frem mod et udtryk, hvor teksterne syntes vigtigere end musikken.

Efter ’Henry’s Dream’ – som Nick Cave og hans Bad Seeds af uforklarlige årsager ikke selv brød sig om – tog d’herrer ét skridt frem og to tilbage med 1994’s ’Let Love In’. Men ikke desto mindre blev albummet gruppens hidtil mest succesfulde og åbnede tilmed op for et større gennembrud.

Cave havde altid været i centrum af den storm, Bad Seeds piskede op, men på denne plade virkede hans historier for første gang væsentligere end musikken selv – en trend, der siden har været kendetegnende for hvert af hans albums.

’Let Love In’ var Caves hidtil mest romantiske og mest modne værk, og sammenlignet med de tidligere udspil føles det stadig lidt for let og for hurtigt kastet sammen. Det er lyden af en flok selvtillidsfulde mænd, der har bevist rigeligt og derfor tillader sig at slække lidt på sangskrivningen.

Men The Bad Seeds holder imidlertid generelt en høj standard, og der er flere sublime sange gemt blandt de 10 skæringer. Denne gang er de bare i undertal.

Morderballader og kærlighedssange

Martyn P. Caseys perfekt underspillede bas åbner albummet og den første version af ’Do You Love Me?’, der lægger en filmisk stil for dagen, som præger størstedelen af albummet; hér fungerer det perfekt, men andre steder udgør musikken mere end noget blot tapet bag de romantiske historier.

Der er dog undtagelser. Mest åbenlyst den afvigende morderballade og genistreg, ’Red Right Hand’. Her glimrer Bad Seeds musikalitet for alvor – det ildevarslende orgel bygger stemningen op og Blixa Bargelds altid kreative guitarspil er uforglemmeligt.

Et andet højdepunkt er den afsluttende andenudgave af ’Do You Love Me?’, der slæber sig langsomt og sexet af sted, og ’I Let Love In’ står samtidig som den følelsesmæssigt stærkeste og mest medrivende kærlighedssang på pladen.

For meget fyldstof

Ellers drukner man flere gange nærmest i Nick Caves romantiske croon, og det bliver lidt for meget med i valsen ’Nobody’s Baby Now’ (oprindeligt tiltænkt Johnny Cash) og den ironiske cowpunk-sag ’Thirsty Dog’, mens ’Ain’t Gonna Rain Anymore’ er ren fyld.

Bedre går det i ’Jangling Jack’, der lyder som Bruce Springsteen ville gøre, hvis han ridsede lidt i Cadillac’en og spillede beskidt og punket rock. I de tre minutter rystes der dejligt op i sagerne.

Hysteriske ’Loverman’ er en speciel og ekstrem sag, der nok havde vundet lidt, hvis Cave ikke havde overspillet den djævelske rolle, han mestrede på de tidligere plader, og ’Lay Me Low’ føles som en noget uinspireret krydsning af Lou Reed og Tom Waits.

Forstærket stemme

Selvom den banede vej for et større gennembrud, så var ’Let Love In’ altså Bad Seeds’ hidtil svageste album, men i dag kan man høre, hvor vigtig en plade det var i udviklingen frem mod den mere afdæmpede og romantiske stil, der præger størstedelen af Caves senere plader.

Det ændrer dog ikke ved, at albummet efter ’Henry’s Dream’ lyder som et kompromis med for mange gentagelser af stilen fra ’The Good Son’.

Som bonus indeholder denne restaurerede udgave af albummet de lidt anonyme b-sider ’Cassiel’s Song’, ’Sail Away’, valsen ’(I’ll Love You) Till the End of the World’, samt improvisationerne ’That’s What Jazz Is to Me’ og ’Where the Action Is’, hvoraf sidstnævnte udviklede sig til ‘Red Right Hand’.

Dvd’en tæller også de underholdende musikvideoer til ’Do You Love Me?’, ’Loverman’ og ’Red Right Hand’.

Andre læser også