Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Sort Sol spillede i KB-Hallen med en overvældende professionalisme, der gjorde, at B.T.s udsendte ikke følte sig helt så godt ramt af sekstettens sange, som han måske burde.

Det, der bør siges i forbindelse med gendannede Sort Sol og deres igangværende turné, er for længst blevet sagt. Giver den mening? Kan de stadig spille? Er de lige så gode som i 80’erne og 90’erne? Anmelderne har stort set enstemmigt svaret ”ja” på alle disse spørgsmål.

Anmeldere, der er vokset op med Sort Sol, har skrevet om Sort Sols plader og koncerter for 10 og 20, ja, måske 30 år siden. Men hvad så med os, der først blev til samme år, som Sort Sol udsendte debuten ’Dagger & Guitar’, og som slet ikke nåede at se bandet i storhedstiden?

Giver ståhejen mening for os? Svaret måtte findes i KB-Hallen fredag aften.

Og lad det være sagt fra start, at undertegnede skam (også) regner Sort Sols ( Sods’) 80’er- og 90’er-plader som værende noget af det ypperste inden for dansk rock. Så efter at have set den temmelig old school sætliste, gruppen turnerer med, var der kun grund til at skrue forventningerne op.

Ingen autopilot

Netop sætlisten (til højre) har ikke ændret sig siden turnépremieren i Horsens for to uger siden, så der var ingen overraskelser på dén front, og Sort Sol lagde således hårdt ud med en snerrende ’Angelus Novus’ efterfulgt af virilt bombarderende ’Dog Star Man’.

Så var man i hvert fald fra start overbevist om, at Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved, samt deres tre unge lejesvende – Adam Olsson, Manoj Ramdas og Anders Christensen – mente det, og ikke havde tænkt sig at køre koncerten igennem på nem autopilot.

Nej, tvært imod prægede en imponerende professionalisme de 90 minutter i en grad, så det var svært tro, at der var tre aldrende punkere på scenen. Og måske var det netop dét, at Sort Sol kørte som en velsmurt, lidt anonym maskine, der gjorde, at sangene ikke gik helt rent ind.

Ujævnt og brillant

Der var dog ikke meget at brokke sig over ved sætlisten, som var sat sammen med hovedvægt på 1987’s ’Everything That Rises... Must Converge!’ og højdepunkterne derfra; ’A Knife for the Ladies’, ‘Shapes of Summer’, ‘Midget Finger’, samt førnævnte ’Angelus Novus’.

Men det ordinære sæt blev imidlertid rundet noget ujævnt af med en ’Siggimund Blue’, som aldrig lettede, samt en omarrangeret ’Erlkönig’, der ikke sagde så meget, og som første ekstranummer var selv ’Let Your Fingers Do the Walking’ efterfølgende lidt flad i det.

Men så skruede Solen ellers bissen på og sluttede brillant af med ’Shaheeba Bay’ – der lagde sig i intens forlængelse af det tidlige indslag, ’Dog Star Man’ – ’Dagger & Guitar’-medleyen ’Boy-Girl/Abyss’ og insisterende slæbende ’Tatlin Tower’. Sådan.

Hatten af for ærefrygt

Og så var (præcis) halvanden time i selskab med et af landets mest legendariske rockbands ovre. Var det en kæmpestort og unikt? Ikke for undertegnede, som simpelthen savnede den spontanitet, der kendetegner de allerbedste live-oplevelser.

Men Sort Sol gav omvendt en koncert så perfekt og professionel, at man direkte mærkede Jørgensens, Top-Galias og Ortveds ærefrygt over for deres eget bands arv.

Og hatten af for det.

Andre læser også