TV 2, IFPI og Koda afholdte lørdag aften Danish Music Awards 2015 i et udsolgt Forum i København. Her sikrede Suspekt sig fire af dansk musiks fornemmeste statuetter, mens Lukas Graham kunne tage tre af de eftertragtede priser med hjem.

Den dynamiske duo Christopher og Anders Breinholt svingede lørdag aften taktstokken som værter ved dansk musiks ældste og mest prestigefyldte prisfest. Her dominerede den synligt beærede rapgruppe Suspekt den smukt belyste scene i Forum. I TV-showet vandt Suspekt i kategorierne Årets Danske Gruppeog Årets Danske Livenavn, men allerede tidligere på aftenen havde Suspekts album V udløst priser i kategorierne Årets Danske Urbanudgivelse og Årets Danske Producer.

Samtidig satte den festlige aften en streg under Lukas Grahams fortsatte popularitet blandt både publikum og musikbranche i den hjemlige andedam. Den storhittende soulkvartet blev belønnet med hele tre statuetter af den lille eftertragtede bronzefugl. Med Blue Album i ryggen vandt Lukas Graham både Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Popudgivelse og Årets Publikumspris.

Suspekt og Helle Thorning

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt uddelte prisen for 'Årets gruppe' til rapgruppen Suspekt. I sin tale til drengene med de saftige tekster sagde hun, at »det er fedt, man både kan blive statsminister og rockstjerne, når man er fra Vestegnen.«
Suspekt-medlemmet Orgi-E kvitterede med at sige, at Helle Thorning er »Vestegnens lækreste MILF«.

Emil forklarer om situationen til BT: »Helle Thorning er den vildeste MILF. Jeg kender ikke nogen, som mener, hun ikke er fucking lækker. Jeg ved ikke, om hun hørte det. Men det var positivt ment, så jeg håber, hun tager det positivt,« siger Emil 'Orgi-E' Simonsen.

Cisilia og Ulige Numre


Til publikums store begejstring åbnede den blot 16-årige Cisilia hele prisfesten sammen med Djämes Braun, og det blev ikke det sidste, man så til Cisilia lørdag aften. Cisilia måtte på scenen to gange mere for at lade sig hylde. Først modtog hun salens hyldest som Årets Nye Danske Navn og efterfølgende for Årets Danske Hit med landeplagen Vi To Datid Nu.

Det dansksprogede rockband Ulige Numre med den karakteristiske forsanger Carl Emil Petersen høstede ligeledes to funklende DMA-fugle. Carl Emil Petersen blev på scenen hyldet som Årets Danske Sangskriver, mens hele gruppen vandt Årets Danske Rockudgivelse for deres anmelderroste album Grand Prix.

Ærespris til Tim Christensen

Danish Music Awards Ærespris gik i år til Tim Christensen, der bevæget modtog branchens hyldest, før han indtog Forum med resten af Dizzy Mizz Lizzy.

Udover Æresprisen blev der i alt uddelt 17 priser ved DMA 2015. Heraf blev syv af priserne tidligere på aftenen uddelt ved en eksklusiv branchemiddag. Se alle vinderne på dma.tv2.dk.

Gense showet på TV 2, ZULU og TV 2 PLAY

Der er flere muligheder for at se eller gense DMA 2015. Man kan se eller gense showet på TV 2 PLAY. TV 2 blænder selvfølgelig også op for et gensyn allerede den 8. november kl. 15.55, mens TV 2 ZULU viser showet den 15. november kl. 10.45.