Svenske Peter Bjorn and John skruer op for guitarerne og popper dampbarns-amok på deres sjette album, men det ender desværre mere som tomt spræl og spjæt end indhold.
De fleste lyttere vil kunne nikke genkendende til Peter, Bjorn & Johns fløjtelandeplage ’Young Folks’, der råhittede tilbage i 2006. Til gengæld har det knebet for de tre svenskere – der i øvrigt altid har været mere britpop, end de har været ABBA – med at følge op på succesen.
Succespladen ’Writer’s Block’, der indeholdt ’Young Folks’, blev fulgt op af det stilforvirrede instrumentalalbum ’Seaside Rock’ (2008) og 2009’s skidte forsøg på at skabe flere popsucceser, ’Living Thing’. Men med aktuelle ’Gimme Some’ kommer der nye boller på suppen.
Her har d’herrer Morén, Yttling og Eriksson nemlig for alvor samlet den elektriske guitar op, og lægger således navn til de nærmeste, de nok nogensinde kommer ”punk”, om end nærmere Green Day end Sex Pistols. Problemet er, at der stadig er noget sært bedaget over foretagendet.
Ikke bemærkelsesværdigt
Peter Bjorn & Johns plader har altid lidt under at indeholde et par solide popsange, som er druknet i generisk og gammeldags britpop. Det er ikke tilfældet på ’Gimme Some’ – hér rockes der igennem. Men det er alligevel en ret akavet musikalsk cocktail, man serveres af svensken.
Inspirationerne synes denne gang at være 90’er-navne som Supergrass og Teenage Fanclub, men verdensmusikalsk poppede sange som ’Dig a Little Deeper’ og ’Eyes’ smager til gengæld af nutidige Vampire Weekend, og ’May Seem Macabre’ kunne være skrevet af Foals.
Andre steder er det Blondies new wave-pop, der søges tilbage til, navnlig ’(Don't Let Them) Cool Off’ og ’Lies’, ja, det er i det hele taget utroligt svært at komme på noget bemærkelsesværdigt ved Peter Bjorn and Johns musikalske eskapader. Men det er måske også pointen.
Bedre end popgennemsnittet
Man finder dog også to lo-fi-punk-sager – ’Breaker, Breaker’ og ’Black Book’, som begge er overstået inden for to minutter – der måske ikke rigtigt passer ind på pladen, men som i hvert fald udgør friske pusterum midt i det alt for forudsigelige oprør.
Og ’Second Chance’ sætter med sit kække koklokke-beat en tyk streg under, at Peter Bjorn & John stadig kan levere pophittet, når de skal, mens albummets længste og klart mest interessante skæring, den afsluttende ’I Know You Don’t Love Me’, er minsandten pop-kraut inspireret af Neu!
Stunder som disse redder albummet, der ellers mest af alt optegner billedet af et band, der spjætter og spræller for at komme ud af den musikalske spændetrøje, de selv har iført sig i løbet af ti års aktivitet på musikscenen.
Dét sagt, så er ’Gimme Some’ som popplade imidlertid klart bedre end gennemsnittet.
