Devin Townsend var sprængfyldt af energi på The Rock, så fyldt, at hans indpiskende tilstedeværelse reddede en koncert, hvor den musikalske del af løjerne ellers svingede lige rigeligt.
Undervurdér ikke Devin Townsend. Den 38-årige canadier er frem for alt en guitarist af imponerende højt teknisk format, og han har mere end ti soloplader bag sig, hver enkel med et eksperimenterende twist, og oftest med udgangspunkt i pulveriserende thrash metal.
Han er også manden bag mesterværket ’City’ (1997), som han indspillede med sit daværende band Strapping Young Lad; et af de mindre, men tungeste navne inden for industrial metallen, der peakede i 90’erne med navne som Ministry, Fear Factory, Godflesh og ikke mindst Nine Inch Nails.
I dag fokuserer den gode Devin på sin solokarriere, og det er blevet til det ene ambitiøse udspil efter det andet, heriblandt en konceptplade om det lumre og kaffedrikkende rumvæsen Ziltoid. Men han har også flirtet med eksempelvis ambient, pop og verdensmusik. Townsend har med andre ord aldrig tæmmet sin eventyrlyst.
For øjeblikket er han turnerende under banneret The Devin Townsend Project, som også er umuligt at sætte i bås. Townsend har lovet fire ”Project”-plader – indtil videre er der udkommet to; ’Ki’ og ’Addicted’ (begge 2009), og de sidste to følger senere i år.
Stolpen Harold
Det var med disse albums i bagagen, at The Devin Townsend Project i aftes trillede ned i den tidligere fangekælder i Københavns midte, nu kaldet The Rock, hvor man på forhånd nok havde gættet sig til, at sangvalgene ville stamme fra de seneste ”Project”-plader.
Hvad man til gengæld ikke havde forudset (nu hvor man ikke tidligere havde oplevet Devin Townsend live), var hans frenetiske – grænsende til maniske – scenepræsens. Sjældent ser man en mand skabe så god publikumskontakt fra The Rocks scene, der ellers er gemt bag en obstruerende stolpe.
Stolpen blev fra start døbt ”Harold” af Devin, som ironisk erklærede, at Harold ville blive aftenens højdepunkt. Og efterfølgende fortsatte hans underholdende snak koncerten igennem om alt fra københavnske toiletter over brystbehåring til kærlighed og enhjørninger! Et spøjst modstykke til de tunge toner.
Useriøst
Men det hele startede dog med en montage på storskærm, hvor Ziltoid fornærmede publikum i latrinære vendinger til tonerne af pumpende euro-dance. Så var stilen lagt. Og da bandet gik på, var det også med ’Addicted!’ og ’Supercrush!’ – to sange, der næsten er mere tyggegummipop end metal.
Her fra blev man så ført igennem halvanden times genreparodier udi alt fra operainspireret vokal i ’Kingdom’ over melodisk 80’er-metal og prog i ’Deadhead’ til rædderlig poppet nu-metal i ’Life’ og Broadway-musical-pompøsitet i ’Color Your World’.
Det virkede ikke som om, Townsend på noget tidspunkt tog sig selv seriøst, og på den måde fremstod han som en metallens svar på Frank Zappa, der i sine mest skabagtige stunder også pakkede genistregerne ind i fjollet og lidt devaluerende humor.
Underholdende og underligt
Der blev dog ramt plet, som i instrumentalen ’Truth’, hvor de episke toner fik lov at tale for sig selv og for alvor rørte, eller mod slut, da ’The Greys’ stod som en kompakt blok af melodisk industrial metal, lige inden afdæmpede ’Deep Peace’ desværre medførte til højlydt knevren blandt publikum.
Om det var derfor, Townsend bestemte sig for at slutte af med et cirkus, hvor 10-15 publikummer blev inviteret på scenen for at danse til ’Bend It Like a Bender!’, må stå hen i det uvisse. Sikkert er det til gengæld, at manden havde ret, da han inden sangen sagde, at det ville blive forfærdeligt.
Alt i alt en underholdende og underlig, men også meget ujævn koncert fra en særegen musiker, der måske burde geare lidt ned og i stedet fokusere på at skabe noget nyt, rent musikalsk, frem for at parodiere i flæng og klovne fra scenekanten.
Det var morsomt, men det vil det nok næppe være næste gang.
