Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

The Books gav en anderledes koncert i Lille Vega, hvor den fragmenterede musik blev suppleret af spjættende og ligeså fragmenterede, tankevækkende filmklip.

Tilbage i juli vendte New York-duoen The Books tilbage efter fem års pause med pladen ’The Way Out’. Dengang beskrev undertegnede albummet som ”underholdende eskapisme”; et værk, der fusionerede d’herrers mest eksperimenterende øjeblikke med deres mest poppede.

I forhold til gruppens banebrydende første to plader var dette comeback dog en smule skuffende – der var ikke meget revolutionært tilbage over Nick Zammuto og Paul de Jongs lege med lyde – men de var alligevel interessante nok til at hæve sig over de fleste andre af den måneds udgivelser.

Én ting er så, hvad man får af på plade. En anden ting er, hvad man kan forvente sig i live-regi? I studiet brillerer Books med deres evner til at sample og sammenklistre de mest umulige musikalske stykker til en interessant helhed, men hvordan overføres denne improvisation til scenen?

Københavnere var ligeglade. Eller også var de til Roger Waters. Eller til gadefest på Nørrebro. I hvert fald var Lille Vega kun cirka halvfyldt, da de to amerikanere entrede scenen tidligt for at slippe for støjen fra Turboweekends koncert i den tilstødende store sal.

Bizarre billeder

Fra start med ’Group Autogenics I’ var man noget klogere – The Books i live-form er udvidet til en trio med multiinstrumentalist Gene Back, og de spiller rent faktisk live; Nick Zammuto på vokal og bas, Paul de Jong stærktspillende på cello og Back på guitar, keyboard og violin.

Det stod også klart, at The Books ikke ville have opmærksomhed under denne, deres egen koncert. Den kunne man i stedet rette den mod de særegne videoer, der kørte på lærredet bag de tre næsten mørklagte musikere. Og hvilke videoer.

I stil med det Godfrey Reggio foretog sig i 1982-kultfilmen ’Koyaanisqatsi’ og senere Ron Fricke i ’Baraka’ (1992), fremstod de som betragtninger af menneskevæsenet og dets mærkværdigheder. Og The Books’ lydvirvar gik ganske fortrinligt hånd i hånd med de specialsammensatte og sine steder bizarre billeder.

Stof til eftertanke

Hvor tit er det eksempelvis lige, at man er til koncert, hvor der vises stumfilmsklip af mormonkirkens grundlæggere i færd med at tage deres hatte af og på (??), eller hvor der vises filmsnaser af frenetiske børn midt i en vandmelonspisningskonkurrence?

Det gav mening, idet mange af disse klips tilsat The Books’ tidløse musik gav stof til eftertanke; om hvor underligt mennesket egentlig kan være, og især de segmenter der blev vist fra religiøse ritualer fremstod så mægtigt bizarre på det store lærred.

Selv en fuglefodrende mand så underlig ud, når hans bevægelser blev rykket i takt til musikken, og det samme gjorde en instruktionsvideo i brug af andekald, sådan som lydene blev samplet, og det var dét, Books’ toner og film medførte i Vega; stof til eftertanke.

En underlig slags

Musikken blev fejlfrit fremført, men kom til gengæld i længden også til at fremstå underligt sekundær i forhold til filmklippene. Og det kunne end ikke et cover af Nick Drakes ’Cello Song’ uden video lave om på.

The Books viste, at mennesket er en underlig slags.

Men det vidste man jo udmærket i forvejen.

Andre læser også