Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

’100 Lovers’ føjer ikke noget nyt til Denver-bandet DeVotchKas katalog – legen med genrerne lyder denne gang mere forvirret end fokuseret, og de stærke sange er i undertal.

DeVotchKa – der har taget navn efter det slaviske ord for ”pige” – har siden årtusindeskiftet rumsteret i undergrunden med deres særegne blanding af tex mex og østeuropæisk sigøjnermusik. Men det er aldrig lykkedes kvartetten at slå igennem som ligesindede Gogol Bordello og Beirut.

Og det er en skam, for d’herrer og den dame spiller med mellemrum fortrinlige koncerter her i landet. Måske er det fordi, DeVotchKa ikke lægger samme overdrevent energiske eller gøglede attitude for dagen som Gogol Bordello, og fordi de ikke skriver lige så skarpe sange som Beirut.

I stedet har gruppen så opnået moderat succes ved at skrive musik til film, heriblandt den Oscar-nominerede ’Little Miss Sunshine’, og sidste år opvarmede de for giganterne i Muse, hvilket nok burde have ført en ny fan eller to med sig. DeVotchKa gør immervæk, hvad de kan.

Vokalen bærer sangene

Men desværre bliver det næppe heller gruppens femte album, ’100 Lovers’, der baner vej for gennembruddet. Såre simpelt fordi, det er ensemblets svageste udspil hidtil. Alt er ellers som det skal være på en Devotchka-plade, der er både trækharmonika, violiner og mariachitrompeter.

Men de stærke sange er desværre i undertal. Frontmand Nick Urata, som også skriver al DeVotchKas musik, er stadig åbenlyst kæmpefan af Roy Orbison, og det er i høj grad hans vokal, der holder mange af numrene fra at synke helt ned i ligegyldighedernes sump.

Åbneren ’The Alley’ er en svævende sag, der lyder som om, den bygger op til noget stort, men efterfølgende ’All the Sand in All the Sea’ kan ikke bæres af en spjættende orgelrytme, og er på underlig vis endt som en The National-agtig sag uden et egentligt klimaks.

Gentagelser versus højdepunkter

Man lytter sig igennem de tre kvarter uden for alvor at bide mærke i sangene, der ellers er så alsidige, at dét netop ikke burde være tilfældet. Men der er bare for meget, man allerede har hørt fra DeVotchKa mange gange før, om det så er den Morricone-agtige ’The Man from San Sebastian’, den mariachibårne ’Bad Luck Heels’ eller den intetsigende sigøjnersag ’Ruthless’.

Blandt højdepunkterne, der heldigvis er så gode, at de holder pladen fra at være direkte dårlig, er ’The Common Good’, hvori det endelig lykkes Urata og co. at få storladenheden og følelserne til at gå op i ét, og mod slut lever ’Contrabanda’ endelig op til tidligere albums bedrifter.

Allerbedst er afsluttende og instrumentale ’Sunshine’, der bæres frem af det brasilianske instrument berimbau’en – dén sang emmer simpelthen af underlig ildevarslende mysticisme og den ånd, som man savner under resten af spilletiden.

Men alt i alt er ’100 Lovers’ noget af skuffelse fra et band, der burde kunne gøre det bedre. Meget bedre.

Andre læser også