Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

The Strokes-plade nummer fire, ’Angles’, har sine momenter, men er langt fra endt som den store comebackplade – snarere som et middelmådigt udspil fra et band i problemer.

Allerede til juli er det ti år siden, The Strokes debuterede med ’Is This It’, der af mange blev udnævnt som ”rockmusikkens redning”. Efterfølgende udsendte gruppen den enslydende, hurtige opfølger ’Room on Fire’ (2003) og så den mislykkede ørkenvandring ’First Impressions of Earth’.

Dén skive er fem år gammel, så ’Angles’ kan er et slags comebackalbum, og dén slags skal altså levere. Men desværre er det en ret kønsløs plade, Strokes her lægger navn til, om end den heldigvis er for kort (35 minutter) til, at man når at kede sig på samme måde, som man gjorde med forgængeren.

Amerikanerne har bevæget sig et godt stykke siden ’Is This It’ – der er ikke meget tilbage af de velsammensatte pasticher, der dengang blev disket op med; ekkoerne af Velvet Underground, Modern Lovers og Television er slet ikke så åbenlyse som tidligere.

Til gengæld The Strokes anno 2011 åbenlyst et band bestående af fem musikere, der også har fem forskellige ståsteder, hvilket tydeligt kan høres. Mest af alt på grund af albummets langt fra selvsikre, men lette eksperimenter, der ofte lyder som træden vande.

Mere arbejde end fornøjelighed

Der er stadig ikke den store opfindsomhed over Strokes’ stiløvelser; nu er det bare nogle andre bands, der lånes fra, men det er interessante er, at kleptomanien faktisk virker langt hen ad vejen.

Åbneren ’Machu Picchu’ opdaterer eksempelvis den klassiske Strokes-lyd med reggae, congas og Paul Simon-pop, og ’Two Kinds of Happiness’ kunne være noget, Blondie stod bag, mens ’Gratisfaction’ minsandten lyder som Thin Lizzy i forklædning (!)

Mindre heldig er ’You’re So Right’, der parrer Radiohead med 80’er-synth a la den Julian Casablancas doserede med på sit soloalbum, hvilket også kendetegner mislykkede ’Games’ og ’Life Is Simple in the Moonlight’, der begge er mere Casablancas solo, end de er The Strokes.

Sådan kunne man blive ved (det kan man altid med The Strokes), men det fjerner en del af nydelsen at lytte til en plade, hvor de involverede åbenlyst har gang i stiløvelser, og har lidt nyt at byde ind med. Det lyder mere af arbejde end af den fornøjelighed, der uomtvisteligt gennemsyrede ’Is This It’.

Afveksling og middelmådighed

Bedst går det for The Strokes, når de stjæler fra sig selv, som i førstesinglen ’Under Cover of Darkness’ (en vellykket parring af hits’ene ’Someday’ og ’Last Nite’), og til afveksling sprutter ’Taken for a Fool’ faktisk energi, mens bossa nova-balladen ’Call Me Back’ er et smukt pusterum.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at ’Angles’ er en skuffelse, der måske ikke sender The Strokes i forglemmelsens afgrund, men som i alt dens uinspirerede middelmådighed peger i retning af, at de fem medlemmer ikke længere hører til i samme band.

Frem for alt virker det ikke som om, d’herrer Casablancas, Hammond, Jr., Valensi, Fraiture og Moretti har savnet at spille sammen. Og dét er jo ikke så godt.

Andre læser også