Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det ene af de to overlevende The Who-medlemmer, Roger Daltrey, fremførte sammen med en flok unge musikere sit bands udødelige rockopera, ’Tommy’, med mere. Det var gennemført hyggeligt.

For godt fire år siden gav The Who en overraskende vital koncert på Roskilde-festivalen. Overraskende, fordi anledningen var det ellers tandløse comebackalbum ’Endless Wire’. Men trods dét, samt Pete Townshend og Roger Daltreys høje aldre, var der ikke megen træthed at spore.

Siden har The Who ligget relativt stille; Townshends høreskade vendte for nylig tilbage for at plage den nu 66-årige guitarist, og mens han plejer dén med eksperthjælp, er Daltrey draget på landevejen med gruppens klassiske rockopera ’Tommy’ på programmet.

Det kan lyde som et spøjst træk, eftersom den plade er og bliver Townshends. Og måske var det netop for at understrege, at dette ikke er et yderligere amputeret The Whos mission, at Daltrey har fået vennen og kapelmesteren Frank Simes til at udvælge backingmusikerne til turnéen.

Det eneste, den flok (kaldet ”No Plan B”) har at gøre med The Who, er nemlig, at Petes bror Simon spiller guitar, side om side med førnævnte Simes, samt de unge talenter Jon Button, Loren Gold og Scott Devours.

Og det store spørgsmål var så, om de havde evnerne til at samle Whos arv op?

Spøjs start

Svaret skulle findes i aftes, hvor scenen var sat i idylliske og intime omgivelser ved Valdemars Slot på Tåsinge. Her var ikke plads mange flere end i omegnen af de 3000 publikummer, der havde fundet vej til det sydfynske for at se veteranen fremføre det klassiske værk fra 1969.

Og det viste sig fra start, da Daltrey gik på scenen med en kop te, at han og hans unge venner var mødt frem for hygge sig, mens de slog ud i en lige vel afslappet fortolkning af det tidlige Who-nummer ’I Can See for Miles’.

Den var én af en håndfuld sange, som Daltrey – efter eget udsagn – var nødt til at synge sig igennem for at varme stemmen op til ’Tommy’, foruden kuriositeter som den irske folkesang ’Give Me a Stone’ og Taj Mahals ’Freedom Ride’. Spøjs og interessant start.

Præcis gengivelse

Men det var altså ’Tommy’-pladen, der var aftenens omdrejningspunkt, og hvor det måske ikke var den mest livlige og rebelske fortolkning, Daltrey og co. diskede op med, så var det i hvert fald en velgennemført og godkendt én af slagsen.

Udover en udvidet akustisk guitarduel mellem Townshend og Simes, samt eksklusionen af den ti minutter lange ’Underture’, holdt bandet sig tæt til versionerne på selve albummet; man fornemmede virkelig, at der var lagt arbejde i at gengive pladen så præcist som muligt.

Daltrey fik under ’Amazing Journey’ gang i sine obligatoriske lassosving med mikrofonledningen, og trods sine nu 67 år var han ikke bare yderst mobil; stemmen glimrede også, navnlig i ’Eyesight to the Blind’, selvom den dog også voldte den gode Roger en del problemer andre steder.

Løsreven legestue

Som akkompagnement kørte en animeret film på et lærred bag bandet – Daltrey jokede med, at budgettet altså ikke helt var det samme som The Whos, og ærlig talt kunne man godt have været foruden dette forsøg på en digital opdatering af Tommy-historien.

Men efter den dydige og ikke overvældende fremførsel blev der til gengæld åbnet op for en times løsreven legestue, der stod i stærk kontrast til den loyale gennemgang, man netop havde været vidne til.

Daltrey havde gravet lidt sjældenheder frem, heriblandt ’Going Mobile’ (sunget af Simon Townshend sang i storebrors fravær), som The Who aldrig har spillet live, mens en radikalt omarrangeret og afdæmpet boogie-blues-udgave af ’My Generation’ ligeledes overraskede herligt.

Lidt for pænt

’Young Man Blues’ blev også leveret så livligt, at man for en stund glemte, at Simon og Simes ikke hamlede op med Pete, at Jon Button ikke var nogen John Entwistle, og at Scott Devours heller ikke var nogen Keith Moon, for lige dér, midt i Mose Allison-sangen, stod bandet på egne ben.

Det var dog også noget nær det eneste, der trak ned; at det var for akademisk og pænt fremført sammenlignet med det beskidte udtryk, der prægede Whos koncerter i storhedstiden, og at bandet manglede profiler i forhold til det firehovedede bæst The Who.

Men hvem gør så omvendt ikke det?

Daltrey lukkede koncerten alene på scenen med en indfølt fortolkning af ukulelesangen ’Blue, Red and Grey’, der måske nok udstillede hans problemer med stemmen, men som til gengæld også satte et smukt og nøgent punktum for en trods alt gennemført hyggelig aften i det fynske.

Andre læser også