16 skæringer. 4 strenge. 1 stemme. 2 stjerner.

Eddie Vedders 'Ukulele Songs' varer kun 34 minutter, men føles som en helaftens film noir.
Bare ikke en af de spændende af slagsen.
Titlen på pladen er ganske sigende. Vi har Eddie Vedder med sin helt og aldeles forrygende sprøde stemme, og så har vi Eddie Vedders interessante ukulelesange - og ja; ukulelen.

For de af jer som ikke lige husker, hvad den nu består af, så kan jeg fortælle, at det er fire strenge. Fire fine strenge, med en spinkel og sart lyd, der får tankerne til at skvulpe ud foran Hawaii's kyst og giver følelsen af lune sten under fødderne.

Vedder bruger en tenor-ukulele, og han bruger den samme hele vejen igennem. Sangene er fine, fortællende, handler om de store og små ting i livet, og er de er primært skrevet af ham selv - men i musikken er der ikke de store udslag.

Det bliver jævnt meget det samme, ensartet og kedeligt - til tider irriterende, for hverken bølgeskvulp eller lidt let kor kan få en til abstrahere fra den efterhånden insisterende spinkle lyd af fingre der rammer udspilede strenge på en meget lille krop.

Hvis man håber på en fortsættelse af soundtracket 'Into The Wild', bliver man om muligt meget skuffet. Glem alt om referencer til Pearl Jam - dette er vitterligt bare.. Ukulele sange.

Der er små udsving, som f.eks. sangen 'You Belong To Me', som synges med Chan Marshall (nok bedre kendt som Cat Power), men det er bare en sød sang, stort set glemt i samme øjeblik, som den er forbi. Så er der den lidt mere tempoprægede 'You're True', der bærer noget stort i sig, men som visner efter - på det tidspunkt - 10 ukulelesange i mere eller mindre samme tempo.
Vedder har eftersigende altid haft et kærlighedsforhold med det lille sarte instrument, men i det her tilfælde kunne det forhold sagtens have været beholdt privaten eller udsendt i små doser. (og måske blev selv Eddie Vedder træt af ukulelen, for selvsamme fra 'Ukulele songs' er nu sat til salg)