Peter H. Olesen har noget at bevise på sin første plade siden bruddet med brormand Henrik – men De efterladtes debut er imidlertid mere svingende i kvalitet, end den er vellykket.
Det er ikke ligefrem fordi, man savner underfundig sangskrivning på dansk med sjove og knudrede ordlege. Slet ikke hér, hvor folk som Peter Sommer og Simon Kvamm fører an på hjemmefronten med rigeligt af den slags.
Ret skal dog være ret, og Peter H. Olesen var faktisk på banen med brormand Henrik som Olesen-Olesen længe før Sommer og bølgen af unge musikere påbegyndte forsøgene på at samle arven op efter C.V. Jørgensen, Allan Olsen og de andre dansksyngende veteraner.
Fra slutningen af 1997 og ti år frem lagde Olesen-Olesen navn til en god håndfuld albums med klassisk folk, tilsat spiddende tekster, hvis pessimistiske tendenser formentlig i sidste ende holdt brødrene fra det endelige gennembrud. Og for fire år siden gik de altså hver til sit.
Men nu er Peter H. Olesen tilbage med Michael Lund, der som multiinstrumentalist også hjalp til i Olesen-Olesen. Sammen kalder de sig ”De efterladte” og debuterer nu med desværre noget svingende ’Traditionen utro’.
Tankevækkende tvetydigheder
Rent musikalsk samles tråden op efter broderprojektet, og Olesens sangskrivning er stadig tydeligt inspireret af amerikanske giganter, hvis sokkeholdere han sjældent når. Derfor fungerer albummet bedst, når han rammer plet med finurlige fraser eller ser på tingene fra en ny, sjov vinkel.
Dét er Olesen nemlig god til. Tag bare den på én gang pessimistiske og positivistiske ’Nedenom og hjem’, samt især ’Mit lyssyn’ og ’Mit sortsyn’, hvori fortælleren filosoferer over, ja, sin egen livsfilosofi på underholdende vis; ”mit sortsyn er tyndslidt og temmelig brugt”.
’Sang i klar frost’ er en tankevækkende tvetydig analyse af den danske vinter og dens væsen, ’Med let hånd’ handler om at stikke af fra det hele med musik, der beskriver flugtfølelsen på vellykket vis og ’Ord i det hele taget’ er opgivende på klassisk Allan Olsen’sk vis.
Dylans spøgelse
Men overordnet set hænger Bob Dylans spøgelse stadig lidt for tydeligt over Olesen og hans sangskrivning – førnævnte ’Nedenom og hjem’ lyder som ’Love Minus Zero/No Limit’, ’Den nye sang er en gammel sang’ arbejder sig frem på samme måde som ’Don’t Think Twice, It’s All Right’ og ’Godmorgen kynisme’ blander ’Sara’ med ’Man in the Long Black Coat’.
Samtidig præges pladens anden halvdel af irriterende skitser som trommemaskinesagen ’Myggestik’, a cappellaen ’Jeg vil være hvor jeg ikke er’, samt Dan Turéll’ske ’Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland’ og ’Han er ikke digter’, der begge er mere poesi, end de er musik.
Og således er ’Traditionen utro’ endt som en ”mja”-plade: Lidt for svingende til at være vellykket, lidt for god til at være mislykket.
Olesen er ikke på toppen, men lyriktalentet er intakt, og derfor er De efterladte trods alt et lyt værd.
