Der er højt til loftet i Greg Dullis romantiske univers, og sammen med sine Twilight Singers gav han i aftes en koncert i Lille Vega, der bestemt ikke skortede på store følelser.
For en måneds tid siden brød Greg Dulli The Twilight Singers’ næsten fem år lange albumstilhed, da han udsendte dét foretagendes femte album, ’Dynamite Steps’. Det var endda Dullis måske bedste siden 90’erne, hvor han gjorde sig som frontmand for fortrinlige The Afghan Whigs.
Derfor havde man sine forventninger forud for søndagens Twilight Singers-koncert i Lille Vega. Og de blev sådan set indfriet, fansene fik præcis, hvad de var kommet efter, og Greg Dulli var direkte glubsk i leveringen af sine storladne kærlighedshymner.
Det hele startede ganske vist en anelse svagt, men fra og med ’The Beginning of the End’ kort inde i koncerten kørte Greg og co. uafbrudt på den store klinge, og der blev gået til den, rent volumenmæssigt, idet et finsk metalband, der spillede samtidig i Vega store sal, skulle overdøves.
Hvis Twilight Singers på plade er romantik, så var det i live-regi ren erotik.
”All You Need Is Love”
Den mafiosolignende Dulli havde medbragt et langt mere end dueligt backingband på fire mand (guitarist, bassist, trommeslager, samt én på piano og violin) og vekslede selv mellem guitarspil og klaveret, som han slog an i afdæmpede sager som ’She Was Stolen’ og den nye b-side ’Don’t Call’.
Hvor Twilight Singers på plade ofte kommer til kort, fordi sangene ikke er stærke nok, så leverede Dulli til gengæld sit materiale så overbevisende fra scenekanten, at selv de svagere numre betog. Til gengæld blev det også lidt for meget med alle de store armbevægelser.
Tidligt i seancen faldt ’Forty Dollars’, og i dén sang citeres to Beatles-sange, nemlig ’All You Need Is Love' og ’She Loves You’, og de opsummerer egentlig meget godt, hvad der var på spil for Twilight Singers og det herligt dedikerede kor af publikummer, der var mødt frem.
Småt med afveksling
I løbet af den halvanden time lange dosis af kærlighed savnede man dog – hvor imponerende det så end er, at den gode Dulli kan diske op med så mange love songs uden at lyde patetisk – at nogle andre strenge blev slået an, bare sådan til afveksling.
Men det skete kun i fortolkningen af Martina Topley-Birds (bedst kendt som Trickys sangerinde i 90’erne) ’Too Tough to Die’ og da tempoet blev sat godt i vejret under ’Teenage Wristband’ (et andet højdepunkt).
Som forventet blev der heller ikke luftet nogen som helst Afghan Whigs-sange, selvom der blev drillet med en lille bid af ’Miles Iz Ded’ under ’Never Seen No Devil’, der minsandten også indeholdt en snip af Pink Floyds ’Another Brick in the Wall (Part 1)’.
En smagssag
Var man kommet efter en voldsom fremførsel af sangene fra Twilight Singers’ katalog med udgangspunkt i ’Dynamite Steps’, gik man ikke forgæves; havde man håbet på lidt nuancer i form af fortolkninger eller måske en Afghan Whigs eller Gutter Twins-sang, gjorde man.
Det var en fornøjelse af følge Dulli give sine udkrængninger endnu mere kant via sin rallende, ofte direkte grimme, vokal, og det var rart med en koncert uden så meget snak, hvor musikken i stedet var i højsædet.
I længden blev det dog lidt for meget med de store følelser og melodier, der endte i denne signaturs gale hals. Men det er nok det, man kalder en ”smagssag”. Twilight Singers gjorde i hvert fald, hvad de skulle.
