Mew-frontmand Jonas Bjerre solodebuterer og fører sit bands mission videre på det klaverdrevne og poppede soundtrack til den kommende danske film ’Skyskraber’.
Mew er et af det nye årtusindes måske mest kritikerroste danske band, både i ind- og udland. Og det er da også umuligt at komme uden om kvaliteterne ved 2003’s hovedværk ’Frengers’ og gennembruddet ’And the Glass Handed Kites’ (2005), samt især bandets medrivende koncerter.
Men på to år gamle ’No More Stories…’ var det som om, Hellerup-drengene spændte ben for sig selv. Melodramaet, det prætentiøse og det teatralske havde her overtaget i en grad, så de i forvejen ikke særligt stærke sange druknede i de (alt for) stort opsatte arrangementer.
Og i kølvandet på dét, har forsanger Jonas Bjerre nu spenderet sit frikvarter fra Mew på at komponere soundtracket til den danske film ’Skyskraber’, der får premiere om en måneds tid. Måske ikke overraskende er stilen magen til den på ’No More Stories…’ – blot endnu mere poppet.
Gammeldags pop
De 41 minutters spilletid er fordelt over 18 skæringer – her jo er tale om en filmscore – så meget af det, man får, er 1-2 minutters lydkollager, som ikke er rasende interessante uden de levende billeder, de hører til (eller som hører til dem). Groft sagt er her kun reelle sange nok til en EP.
Men hvad disker Bjerre så op med, når musikken endelig får lov at tale i mere end et par minutter ad gangen? Tjo, lidt af hvert. Alt sammen bærer det dog præg af at være produceret på en computer, og derfor er resultatet også temmelig rodet; nogle gange fungerer det, andre gange slet ikke.
Den første regulære sang ’Waste It’ er eksempelvis sukkersød 80’er-pop a la den, The William Blakes for øjeblikket doserer med, mens den dadaistisk betitlede ’The Story of a Would-Be Traffic Light’ går fra Mew’sk grandiositet til gammeldags Boards of Canada-agtig elektronisk musik.
Rodet, men kompetent
Som sådan fejler musikken ikke noget, der er bare ikke det store nye at komme efter, for Jonas Bjerre har allerede sagt mange af disse ting med Mew mindst én gang før. At han så samtidig sidder solidt placeret bag klaveret på det meste af pladen, medfører bare et lidt for enslydende udtryk.
Foruden den lille håndfuld fine popsange er soundtrackets force ’Until Tomorrow Finds You’, der endelig viser lidt kompositoriske ambitioner, endda varer mere end fire minutter, og som løftes af kærkommen dynamik i form af bas og trommer, der tordner i lydbilledet.
Men det ændrer ikke ved, at ’Songs and Music from the Movie Skyscraper’ ville have stået meget stærkere som en EP med et ekstrakt af de stærkeste 15 minutter musik.
Som det ser ud nu, er her blot tale om en rodet, men kompetent kollektion af popkollager.
