Mandagens koncert i Herning med pop-ikonet Britney bliver i dag haglet ned af de danske anmeldere.

Godt 11.000 tilskuere var på plads i Jyske Bank Boxen i Herning, men ifølge de danske anmeldere, så var den amerikanske popstjerne, Britney Spears, ikke rigtig til stede på scene.

Anmelderne kalder showet både ’Pinligt’ og ’Smagløst miskmask’. Topscoreren lyder da også på blot 2 ud af 6 stjerner. Læs et uddrag af anmeldernes vurderinger heruder:

B.T. 1/6 stjerner
- Britney Spears anno 2011 hører ikke hjemme i en koncertsal. Siden ’Gimme More’ fra ’Blackout’-albummet har Ms. Spears kaldt sig selv Britney Bitch. Men Britney anno 2011 er hverken tæve, sexikon eller popsangerinde. Britney er en buttet, doven robot, skriver B.T.’s anmelder Jan Eriksen. .

Ekstra Bladet: 2/6 stjerner
- Man havde nærmest ondt af stakkels Britney, der fylder 30 til december, for hun virkede som et meget gammelt ungdomsidol, der hellere ville ligge hjemme i sofaen i joggingtøj med pomfritter og en dårlig film, skriver Ekstra Bladets Thomas Treo og betegner koncerten som ’smagløst miskmask’.

VAR DU TIL KONCERTEN ELLER HAR DU BILLEDER - TIP B.T. HER

HVAD MENER DU OM KONCERTEN - DELTAG I DEBATTEN HER

Berlingske: 1/6 stjerner
- Spears forsøger sig også med noget, der lyder som et mix af playback og rigtig sang, mens musikken banker ud gennem højttalerne uden nuance eller sprødhed. Og hun spiller bare med på hele den billige musikkomedie, hvor ellers fine popsange som »Toxic«, »Gimme More« og »Womanizer« aldrig får liv og kraft.

Jyllands-Posten: 2/6 stjerner
- Britney Spears har mimet sig gennem meget, og utallige fans har forladt koncerterne i vrede, men mandag aften prøvede den amerikanske sangstjerne kræfter med ægte sang. Det lykkedes bare ikke. I visse passager lød det faktisk så ynkeligt, at de båndede versioner af superstjernens spæde stemme klart havde været at foretrække.

TV2: 1/6 stjerner
- Det blev en sløj og underlig sløv aften, som primært bestod af dunkende bas, lipsync og en Britney, der holdt sig til små hop på stedet og tilfældige fagter med armene. Når hun da ikke lige sad ned og pustede ud i en koncert, der blot varede halvanden time. Og det er endda lidt højt sat, skriver TV2’s anmelder under overskriften ’Femme Fallit i Herning’.

SE BILLEDERNE: Britney på scenen i Herning