Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

White Denim har for længst bevist, hvor uimodståeligt dygtige en flok musikere de er, så det gør ikke spor, at deres nye album svinger i en mere rocket retning, og at der er gjort plads til genreeksperimenter.

Fra Austin i Texas kommer White Denim. I 60’ernes powertrio-format har de siden 2008 brilleret med brainy og intimiderende ekvilibristisk spillet rock, og for knap to år siden væltede de Lille Vega med et brag af en koncert, der sendte tankerne i retning af Cream, Who og Hendrix.

Det halsbrækkende debutalbum ’Workout Holiday’ imponerede med sin virtuose vildskab; de tre gutter havde simpelthen gang i så meget på én gang, at man sine steder blev direkte forpustet af det sindssyge tempo.

Efterfølgeren ’Fits’ var mere farverig i sit udtryk, men ikke lige så solid som debuten, og sidste års selvudgivne ’The Last Days of Summer’ var en skuffelse, så det undrede ikke, at ingen ville udsende dén.

Men med foreliggende, simpelt betitlede ’D’ er White Denim både tilbage på et pladeselskab og på et smittende velspillet rockspor.

Jazzet tag på Led Zeppelin

Lige fra åbneren ’It’s Him’ kan man kende White Denim. Mest af alt på grund af Joshua Blocks fantastiske, jazzede trommespil, der dirigerer sangen af sted, mens også James Petrallis nasale vokal og Hendrix-frasering, der står som et andet af bandets klare kendetegn.

Man bemærker dog også et mere detaljeret guitararbejde, hvilket kan tilskrives tilkomsten af det nye medlem Austin Jenkins. Denim-drengene er nu en power-kvartet i stedet for -trio, og med en ny, mere rocket og ligetil stil lyder de pludselig som Soundgarden, særligt i ’At the Farm’.

’D’ er også mere et jazzet tag på Led Zeppelin, end det er en halsbrækkende Minutemen-fragmenteret opdatering af Cream og Who, hvilket er tydeligst i sange som førnævnte ’At the Farm’ og den ellers totalt ligegyldige førstesingle ’Drug’.

Blues, latino-rock og country

Men det er altså Soundgarden, man oftest kan referere til. Mest åbenlyst i den ’Is and Is and Is’, der starter med et hypnotiserende mantra, men siden eksploderer, og i den superbe ’Burnished’, hvis to minutter lange instrumentale koda er det bedste stykke musik, undertegnede har været udsat for i år!

Det er ikke engang overraskende, men det er det til gengæld, at White Denim har inkluderet den blues’ede sjæler ’Street Joy’, at der flirtes fortrinligt med latino-rock i ’River to Consider’ (som også tæller tværfløjte), og at lukkende ’Keys’ endda tangerer country!

Desværre er der også steder, hvor kvartettens overvældende evner spænder ben for intentionerne som i knudrede ’Anvil Everything’, hvor det ikke hjælper, at Blocks trommer slår gnister, eller i ’Bess St.’, hvor et suverænt stykke druknes af sangens første middelmådige del.

Det er en skam, at White Denim ikke kan holde det skyhøje niveau hele vejen igennem pladen, men til gengæld viser de påny med ’D’, at de mestrer den klassiske rocks dyder, og nu synes det så meget desto mere umuligt at forudsige, hvor d'herrer vil bevæge sig hen på næste plade.

Heldigvis.

Andre læser også