M. Ward gæstede for første gang Malmö, hvor et begejstret publikum tog overordentligt varmt imod den californiske singer-songwriter, der kvitterede med en stærk, men noget kort koncert.
Han har fjollet en del rundt på det sidste, Matthew Ward med kunstnernavnet M. Ward. Først hjalp han skuespillerinden Zooey Deschanel med hendes nostalgiske popsange i duoen She & Him, og senest var han en fjerdedel af supergruppen Monsters of Folk, som også gæstede Danmark.
Men Ward er nu altså bedst som solist, hvilket de fleste af hans seks albums har vist. Tirsdag var aarhusianerne i forbindelse med festugen (efter sigende) vidner til en fornem optræden fra californieren, og i aftes var det hovedstadsområdet, nærmere betegnet Malmös, tur til et besøg.
Og der var ingen staffage eller backingband af nogen art, blot den klejne Matt med sin akustiske guitar, sit klaver og sin elektriske guitar, som han vekslede imellem på et godt pakket Kulturbolaget med både siddende og stående publikummer.
Historiefortællende fingerspil
Sammenlignet med en veteran som Richard Thompson, der også stod alene på samme scene for en måneds tid siden, er Ward ikke tilnærmelsesvis så ekvilibristisk. Men han er dygtigere gennemsnittet – uanset om han så spiller på den elektriske eller den akustiske seksstrengede.
Allerede det åbnende instrumentalnummer ’Duet for Guitars #3’, understregede, at den nu 37-årige herre er vokset op med John Faheys historiefortællende fingerspil, mens han hurtigt bevægede sig hurtigt rundt på scenen og lige så hurtigt forførte det beundringsværdigt tyste publikum.
Der gik nogle numre, før han overhovedet sagde noget og slap et ”You’re very kind” – heldigvis var det primært musikken, der talte i den korte koncert, hvor hits som ’Chinese Translation’ og især ’Poison Cup’ medførte de mest begejstrede jubelbrøl.
Tidløst
Midtvejs satte den gode Matt sig pludselig bag klaveret og spillede et par sange, heriblandt en rørende fortolkning af Daniel Johnstons ’Story of an Artist’ og ’Poor Boy, Minor Key’, der i denne tampende version nærmest lød som et Kurt Weill-stykke.
Netop det, at Ward hoppede rundt i musikhistorien, gjorde, at koncerten fik et tidløst præg over sig, og da han satte strøm til og larmede sig ind i ’Sad, Sad Song’ følte man sig hensat til en optræden med en helt anden kunstner. Fortryllende.
Det var dog den akustiske guitars aften, og der var også teknisk blær, da M loopede sin egen guitar for at kunne ekstra lag og spille soloer over sine egne toner i Buddy Holly-sagen ’Rave On’ og den afsluttende genistreg ’Undertaker’, hvor loopet blev brugt som intermezzo inden ekstranumrene.
75 minutter fløj væk
M. Ward er ikke typen, der tvinger mundvigene opad uden grund, så det virkede oprigtigt, da han kom smilende tilbage på scenen og sagde, at han burde spille i Malmö noget oftere, inden han kastede sig ud i en fantastisk version af David Bowies ’Let’s Dance’ på opfordring fra en fan.
Og til sidst blev en ung lokal kvinde sågar inviteret på scenen for at akkompagnere på klaver i aftenens sidste sang, ’Rollercoaster’.
Det blev et hyggeligt men også lidt akavet punktum for den californisk/svenske debut, hvis 75 minutter fløj så hurtigt væk, at man bare ville have haft mere.
Når hr. Ward i forbindelse med sin næste soloplade forhåbentlig atter kommer til København, så må han gerne have en håndfuld sange ekstra på repertoiret. Måske lidt fra hans bedste plade ’End of Amnesia’, som blev totalt forbigået denne aften.
Så ryger der stensikkert en ekstra stjerne af herfra…
