Kunstner: Fatourmata Diawara
Titel: Fatou
Udgiver: World Circuit/Playground

Hun blev født i Elfenbenskysten til malinesiske forældre og kom hurtigt med i farens dansetrup. Som 12-årig nægtede hun at starte i skole, så hendes mor og far sendte hende til Mali og overlod opdragelsen til skuespillertanten, og kort efter spillede Fatoumata selv med i film.

I 2002 henvendte en fransk teaterinstruktør sig efter at have oplevet det unge talent, men hendes forældre nægtede hende at rejse ud af landet, idet hun var ugift. Diawara besluttede sig imidlertid for at stikke af fra familien, og snart var hun eftertragtet på verdensplan som teaterskuespiller.

Som forberedelse til sine teateroptrædener sang Fatoumata tit for sig selv, hvilket førte til at hendes instruktør opfordrede hende for at gøre alvor af sit talent og forsøge sig som musiker. Hun optrådte på franske caféer og klubber, og nu debuterer hun altså med et album, der bare hedder ’Fatou’.

Oprør med fløjlsrøst

Musikalsk er det en afslappende og varmt produceret affære, og selvom man ikke forstår afrikansk, så taler de oversatte sangtitler for sig selv: ’Bissa’ om tvangsægteskab, ’Boloco’ om omskæring af kvinder, ’Sowa’ om forældre, der ikke selv vil opdrage deres eget barn.

Nok er emnerne oprørske og kontroversielle, men Diawaras fløjlsbløde røst står som kontrast til teksterne og gør det til en nydelse at lytte sig igennem de 44 minutter, der tegner et billede af en afbalanceret rebel. Musikken er tilmed afvekslende nok, uden at være direkte eventyrlig.

Ørkenstøv, folk og caféjazz

Sange som ’Kèlè’, ’Sonkolon’, ’Mousso’ og ’Boloko’ kommer fra en malinesisk ørkenstøvede tradition, men det mest påfaldende er, hvordan Diawara har ladet sig inspirere af den vestlige folk-tradition og føjer nye facetter til genren.

I højdepunktet midtvejs, ’Alama’, er Fatoumata således alene med sin akustiske guitar, og væver den stille guitarmelodi smukt sammen med sin stemme, på samme måde som hun gør i åbningsnummeret ’Kanou’, hvor hun suppleres af sitrende bas og Rhodes-klaver.

’Bakanoba’ og ’Wililé’ har et sydamerikansk eventyrligt strejf, den caféjazzede inspiration er tydelig i afsluttende ’Clandestin’. Det er afslappende og varmt, men man kunne godt bruge lidt kant – udover teksterne – som ville have gjort Fatoumata Diawaras musik mere personlig.

Som det ser ud, er ’Fatou’ dog stadig en flot debut og ikke mindst et modigt udspil fra en ung rebel, der fuldt fortjent er forbillede for sine jævnaldrende på det afrikanske kontinent.

Trackliste:

1. Kanou
2. Sowa
3. Bakanoba
4. Kèlè
5. Makoun Oumou
6. Sonkolon
7. Alama
8. Bissa
9. Mousso
10. Wililé
11. Boloko
12. Clandestin