Emmelie de Forest fik en del kritik for sin kjole, da hun i januar vandt det danske melodi grand prix. Især på de sociale medier var folk ikke begejstrede for hendes Ronjarøverdatter-look.

Tidligere på året fortalte hun til BT, at hun har valgt at bære en anden kjole, når hun står på scenen ved det internationale show Eurovision i Malmø den 14. maj.

- Det bliver en kjole i samme stil. Jeg synes, det var en flot kjole, men der skulle ske noget nyt, sagde hun dengang.

Nu løfter den 20-årige Emmelie de Forest så sløret for, hvordan hendes nye kjole ser ud. Og trods kritikken har hun valgt en kjole, der ikke skiller sig meget ud fra den første. Den er kreeret af den danske designer Anja Elefteria og er cremefarvet og lavet af økologisk, ubleget bomuld.

- Vi har valgt kjolen ud fra den stil, der passer til Emmelie. Den skulle ikke være pailletbesat eller for feminin. Det handlede i stedet om at bevare noget af Emmelies ungdommelighed og hendes lidt mere skjulte sensualitet, siger Anja Elefteria i en pressemeddelelse.

Kjolen, som blev valgt af Emmelie de Forest selv og sangskriver Lise Cabble, var oprindeligt en basismodel, som den dansk/græske designer siden tilpassede specifikt til grandprix-sangeren.

- Det var vigtigt for mig at komme ind på livet af Emmelie og se, hvordan hun bevæger sig. Som mennesker har vi forskellige udtryk og bevæger os forskelligt. I Emmelie ser jeg en pige, som absolut ved, hvad hun vil, siger designeren.

Anja Elefteria, der især er kendt for at designet brudekjoler, arbejder normalt med meget begrænsede elementer. Derfor er Emmelies kjole ikke prangende som Grand Prix-kjoler oftest er det.

- Kjolen er snoet og flettet for at skabe det naturbarns-agtige look. I sidste øjeblik påførte vi desuden nogle sorte blodsten for at give lidt kant, siger Anja Elefteria.

På mandag den 6. maj har Emmelie de Forest den første prøve på scenen i Malmø, inden Eurovision bliver skudt i gang om to uger. Samme dag udgiver hun sit debutalbum, der bærer samme titel som grandprix-sangen 'Only Teardrops'. Emmelie de Forest har siden hun vandt det danske show i Herning i januar været storfavorit hos de udenlandske bookmakere til at vinde Eurovision. Det internationale show vil blive set af mere end 125 millioner tv-seere verden over.

Sådan ser kjolen ud:

Hvis du er på mobilen skal du klikke her for at se billedet