I går aftes kæmpede ti deltagere foran hele Danmark om at vinde Melodi Grand Prix. Den 20-årige solist, Babou, der sang det danske bidrag ’Manjana’ vandt ikke konkurrencen. Men han er stadig en vinder.
Mange mennesker elsker at synge. Nogle har endda talent. Og så er der dem, der er bare er født til at stå på en scene med en mikrofon i hånden. Sådan en er Babou.
Trods sine kun 20 år er han mere erfaren end de fleste i at dyste i nationale sangkonkurrencer. Og da han i går aftes fyrede den af i Gigantium i Aalborg foran hele landet og endte midt i feltet på en 5. plads, var det naturligvis med sin største støtte og motivation på plads på tilskuerrækkerne.
»Det betyder alt for mig, at min mor er der. Jeg har altid vidst, jeg skulle synge, og hun har støttet og motiveret mig fra starten af. Min første optræden var Brd. Olsens ’Smuk som et stjerneskud’ i børnehaven, og hun kæmpede for, at jeg kunne få lov at synge live i stedet for playback. Når jeg bliver nervøs, tænker jeg altid på, at det er hende, jeg optræder for, som jeg har gjort det tusind gange før,« siger Babou og lægger ikke skjul på sit meget tætte bånd til sin mor.
Og det er kun blevet stærkere af den modgang, hans mors psykiske sygdom har givet dem begge.
Mor blev syg
Som bare 10-årig tog lille, krølhårede Babou Nicolai Nelson Lowe både Bubber og seerne med storm, da han stillede op i TV2’s talentshow ’Scenen er din’. Med sin børnestemme og barnlige charme sang den aarhusianske dreng sig direkte i finalen og endte på en andenplads.
Men da man så ham igen som 16-årig, da han fik en 3.plads i X Factor, var der sket en ændring med den musikalske dreng. Der var kommet en dyb alvor og frustration i de mørke øjne, og det var tydeligt, at noget plagede ham. Hvad ingen vidste var, at der var store problemer på hjemmefronten, og at Babou, to år efter ’Scenen er din’ kom i plejefamilie.
»Jeg var 12 år og blev rykket i plejefamilie, fordi min mor ikke havde det særlig godt. Hun blev syg og kunne ikke tage vare på mig og min søster, så jeg kom i plejefamilie, hvor jeg boede fra jeg var 12 til 19,« fortæller Babou, som aldrig flyttede hjem til sin mor igen.
Og selv om han i dag har et meget stærkt bånd til både mor og plejeforældre, forstod den lille dreng dengang intet og græd sig i søvn af savn.
»Det kan være svært, når man er 12 år gammel at forstå, hvorfor det er smartest, at jeg bor på de her mennesker og får noget professionel hjælp, i stedet for at være hos min mor. Men senere har det jo vist sig at være den helt rigtige beslutning, Jeg havde ikke været det menneske i dag, hvis jeg var blevet hjemme. Derfor var det godt, at der blev grebet ind. Det var en frivillig anbringelse, hvor min mor selv sagde ’jeg har brug for hjælp’ og rakte hænderne ud,« fortæller han ærligt.
Rustet mig til livet
Men selv om det hele virkede så uforståeligt dengang, har han i dag kun den største respekt tilovers for sin mors svære beslutning.
»Jeg tænker, at det nærmest er en nobelprisværdig form for selvindsigt. Det er kun få, der kan det. Hun har selv været rigtig glad for det senere, for det har gjort hele forløbet meget nemmere. Hun kunne få meget mere indflydelse og medbestemmelse, fordi hun frivilligt erkendte, at hun ikke kunne tage vare på opgaven, frem for at det endte i tvangsfjernelse. Jeg har sidenhen lært at sætte rigtig, rigtig meget pris på, at hun gjorde det i sin tid,« lyder det fra den målrettede aarhusianer, der for nyligt flyttede alene til København for at fokusere på sin musikkarriere.
I stedet for at lade sig knække lever hele familien nu videre som stærkere mennesker med et unikt sammenhold.
»Det har nok rustet mig til en form for modgang i livet. Når man får det og lærer at rejse sig op igen, bliver man stærkere som menneske. Det har på en eller anden måde gjort mig til det menneske, jeg er i dag,« siger Babou, der sejrede over de hårde år.
