____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Som BT i dag har afsløret, blev Danmarks største grandprix-stemme, Ole Tøpholm, fyret fra speakertjansen ved aftenens Melodi Grand Prix i Arena Fyn med kort varsel.

Det fik straks spekulationerne til at blomstre om den populære kommentators skæbne i forhold til Det internationale Melodi Grand Prix i København til maj.



I aftes ville den hovedansvarlige for Det internationale Melodi Grand Prix, Jan Lagermand Lundme, ikke forholde sig til Ole Tøpholms eventuelle rolle som kommentator, men den voldsomme virak, der er opstået i forbindelse med BTs artikel, har i dag fået ham på andre tanker:

- Det er skønt, at der allerede nu er så stor interesse for Det internationale Melodi Grand Prix, og for at berolige alle vil jeg gerne fastslå, at det selvfølgelig bliver Ole Tøpholm, som sidder i kommentatorboksen til maj. Det har sådan set hele tiden været meningen, så da jeg i aftes ikke ville sige noget, var det for at 'gemme lidt af godterne', så vi har noget at fortælle løbende i tiden op til det store show, forklarer han.

- Når det bliver Ole Tøpholm, er det fordi han er den suverænt bedste til det, og det er som sagt også det, vi hele tiden har haft i tankerne, fastslår Jan Lagermand Lundme.

Hovedpersonen selv er lykkelig over opbakningen fra de mange Melodi Grand Prix-fans, som frygtede at de skulle se showet uden den karismatiske stemme som lydtapet.

- Jeg glæder mig helt vildt til at skabe en fest omkring Melodi Grand Prix i København, og jeg kan sige, at jeg er helt klar, siger Ole Tøpholm.

Om den bratte fyring som speaker ved Dansk Melodi Grand Prix, er han lidt mere fåmælt:

- Det er jo ikke mig, der sætter holdet, så ..., siger han, inden han understreger, at han nu ser frem mod sin opgave som kommentator til maj.

Wolff


Nu, hvor vi har fat i en af de største grandprix-eksperter: Hvem er din favorit som vinder i aften?

- Altså, det har meget at gøre med de aldersgrupper, der stemmer. Havde du spurgt for 10 år siden, havde Basim vundet en knusende sejr, fordi det kun var de helt unge, der sms-stemte. Men nu stemmer flere aldersklasser, også de helt ældre, og så er feltet mere åbent, siger han.

- Og så skal vi ikke glemme, at det de to seneste år har været helt ukendte sangere, der har vundet over favoritterne. Sidste år vandt Emmelie de Forest over en favorit som Muhamed, og året før vandt Soluna Samay over Jesper fra X Factor, som alle havde regnet med ville vinde. Så jeg vil sige, at alle har noget at synge for i aften, siger Ole Tøpholm diplomatisk.