Det er bare ikke alle navne, der passer lige godt sammen. For nylig lagde BT en artikel op med 17 uheldige navnekombinationer, som man nok skal undgå til sine tvillinger.

Det medførte et hav af nye sjove bud på kombinationer fra vores læsere på Facebook.

»Syntes at Kaja og Andrea var fine navne til min tvillinger - indtil jeg fik set navnene sammen... Så ændrede vi det ene,« skriver Kathrine Vincentz Andersen.

Andre læsere nævner kombinationer som:

- Finn og Holger

- Heine og Ken

- Gunner og René

- Harry og Bo

- Palle og Stina

- Jack og Daniel

Men det er ikke kun søskendenavne, der kan være sjove sammen - det kan også for- og efternavne, som f.eks. Finn Nissen eller Anne Dam.

»Det mest morsomme, jeg har været med til, var en barnedåb - eller måske mindre morsomt.. drengen blev døbt Anders og efternavnet var Sand...?,« skriver Ellen Margrethe Krabbe.

»Jeg kendte på et tidspunkt en pige, der hed Sille Fil Let (ret uheldig kombination),« skriver Sofia Karafilovic, mens Torben Bo Harder tilføjer:

»Men det er fandme også synd for hende journalisten, der hedder Kirsten Nepper Rasmussen og konstant forkorter det K. Nepper Rasmussen.«

»Rune Steen (jep, det kender jeg en, der hedder)« lyder det fra Line Ringsholt Jensen.

Det er dog ikke altid, at forældre kan forudsige, at deres børns navne ender med at blive sjove kombinationer.

»Tja jeg har en søster, der hedder Sussie. Det var der ingen, der kunne forudse dengang,« skriver Leo Jensen.