Jens Grund
Jens Grund Foto: Ida Marie Odgaard

Kender du den pludselige følelse af at være usynlig?

De mange bevægelsesfølere på glasdøre og loftlys, som verden i dag rummer for at gøre livet lettere for os alle, har ikke hjulpet på mit selvværd. Det er nemlig gået op for mig, at min personlighed er så gennemsigtig, at følere døjer med at få øje på mig. Så er det, at jeg skæver efter forbipasserende for at sikre mig, at ingen ser mig, og derpå udfører en uskøn sprællemandsøvelse.

Først store armbevægelser får følerne til at føle mig. Det er en skøn oplevelse, når man går hen imod to glasdøre, der ydmygt fejer til hver sin side, når de får øje på en. Tilsvarende er det dagens nederlag, når dørene lader, som om jeg ikke er der. Du skal måske gå lidt frem, lidt tilbage, lidt frem. Her kommer du kun modvilligt ind.

JG123

På samme måde kan lysfølere finde på at behandle mig. Jeg kan dårligt nå at sætte mig ind i et lokale med bevægelsessensorer, før lyset går ud. Eller kommer modstræbende. Jeg aner ikke, om sensorerne føler, at der ikke er nogen bevægelse under inde bag pandebrasken – at jeg på lange stræk opfylder hjernedødskriteriet - og derfor heller ikke har brug for lys. De ignorerer mig i hvert fald med jævne mellemrum.

Selv i min bil kan jeg opleve, at følere er ligeglade med min åbenbart usynlige ankomst: En bom, der dovent svæver foran køleren på bilen og bare bliver hængende. Jeg kører Skoda og Berlingo, to af jordens mest kønsløse biler, så jeg kan ikke fortænke en bom i at holde lukket. Mon ikke, at den var sprunget op med fuldt honnør og hornmusik, hvis jeg var ankommet i en Ferrari. Men Berlingo skal bukke og skrabe for at få følernes opmærksomhed.

grund

Nu kører jeg som regel i S-tog på arbejde. Det er en god oplevelse, for dørene åbnes ved tryk på en knap. Eller rettere: Det gør de det meste af tiden. Men nogle gange forvilder jeg mig ind i et S-tog, der har bevægelsesfølere ved døren. Jeg skal da lige love for, at det kan være svært at komme ud igen, når toget holder ved en station og ellers er klar til at spytte os ud.

Når jeg til min gru opdager, at dørene åbnes med bevægelsesfølere, begynder jeg diskret at udføre mystiske bevægelser foran dørene. Imens ser andre rejsende på mig, som om jeg forsøger at sende jagerfly i luften fra et hangarskib og ikke aner, om de skal sendes op i den ene eller anden ende.

Sigrid Friis Proschowsky BYLINE

Når jeg skal på toilettet, skal jeg nogle gange igennem en blindtest først. Min anbefaling er derfor at at gå derud lidt i god tid. Når jeg lukker døren bag mig, er jeg indhyllet i mørke. Heldigvis kan ingen se mig fægte med armene herinde. Uheldigvis heller ikke følerne.

Der kan gå 20 sekunder, før jeg får lys og øje på toiletkummen. Det er en lettelse. Jeg har skam præsteret at gennemføre mørkelagte toiletbesøg, fordi alternativet er endnu værre. Men blindebuk er sjovere end at sidde med bukserne nede om hælene i to kvadratmeters mørke.

Ny plan for DR koster 55-65 stillinger

Jeg har ikke noget imod bevægelsesfølere, men det virker som om, nogen af dem har noget imod mig. Alt dette er måske en anelse overdrevet, men jeg har hørt, at overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg plejer at sige, at jeg ikke går ind for føleri – men måske lige her ville jeg ikke have noget imod det.

Jeg har altid drømt om at være Superman. Men det nærmeste, jeg nogensinde kommer en superhero, er min barndomshelt fra DR TV i 1968, Super Karla, der kunne svinge sin kappe - og blive usynlig. Det var ret smart.

Hun havde bare heller ikke haft en chance mod nutidens supersmarte skydedøre og lys.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook