En forårsdag i Aalborg blev en 45-årig mand udsat for brutal vold, mishandling og drab.

Det fandt man ud af, da Nordjyllands Politi fandt hans lig i en lejlighed på Ørstedsvej 2. maj 2021.

Hurtigt blev et kærestepar – en 35-årig mand samt en 21-årig kvinde – anholdt og sigtet for drab.

Nu, godt et år senere, er anklageskriftet for den i dag 36-årige mand og 22-årige kvinde kommet frem, og det er uhyggelig læsning.

Her fremgår det blandt andet, at den 45-årige mand blev mishandlet i hele syv timer af kæresteparret. Det fortæller Nordjyske.

Her skulle parret angiveligt have stukket flere knive i ham, snittet ham med knivene, slået ham med en hammer og givet ham flere indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens.

Til sidst kvalte de ham med et bælte.

Ud over drabet er kæresteparret tilmed tiltalt for røveri af særlig grov karakter, fordi de gennem den syv timer lange mishandling skulle have forsøgt at tvinge ham til at mobilepaye 10.000 kroner til den 22-årige kvinde.

Dagene efter drabet fortalte en nabo til lejligheden, hvor drabet skete, at hverken hende eller de andre naboer, hun havde snakket med, havde lagt mærke til noget.

»Vi har talt om, at det er uhyggeligt, at vi slet ikke har hørt eller lagt mærke til noget. Jeg kendte ham dog ikke indgående, vi har måske hilst på hinanden,« sagde nabo Jannie Thorngaard Nielsen til B.T.

Retssagen er planlagt til at foregå i Retten i Aalborg til august.