Politiet var for voldsomme under den store demonstration foran Bella Center ved klimatopmødet sidste år, mener De Radikale, SF og Enhedslisten, efter en båndoptagelse fra politiets radiokommunikation er blevet offentliggjort.

Her opfordrer indsatslederen til at bruge kniplerne mod presse og demonstranter, indtil de er "rødglødende":

"Så vil jeg fanden rende mig se den stav der, så den bliver rødglødende (…) Fuld skrue igennem det lort. (…) Der står presse mellem bilerne, de skal satme have samme tur," siger indsatslederen på båndoptagelsen.

SFs retsordfører Karina Lorentzen mener, man nu endelig har fået bevis for mistankerne om politiets ageren under topmødet:

- Det her stemmer meget godt overens med, at vi har hørt fra pressen, at man følte sig generet af politiet under topmødet. Det er det tydelige bevis på, at man ikke har skelnet mellem ballademagere og pressefolk, siger hun til Ritzau.

Socialdemokraterne vil dog ikke kritisere politisere politiets indsats: - Jeg har stor respekt for, at de betjente havde en voldsom opgave at løse med et Bella Center omringet af folk, der gerne ville lave ballade udenfor. Det er jo deres opgave at få bragt til ende, og der var nogle voldsomme scener derude, siger restordfører Karen Hækkerup (S)

Synes du, at det er i orden, at politiets indsatsleder beordrede rødglødende knipler mod demonstrater og presse ved klimatopmødet sidste år?

Gjorde politiet bare deres arbejde ved at sørge for, at balladen ikke eskalerede eller var politiet unødvendigt voldsomme?

Deltag i debatten herunder