Først fodrede hun ham med morfin i månedsvis, siden forsøgte en 54-årige sosu-assistent at dolke sin 67-årige kæreste, Bent Larsen, ihjel. Hun er tidligere sigtet for tre giftdrab.

7 års fængsel.

Sådan takserede retten i dag straffen for 54-årige kvinde, der ved byretten i Næstved var tiltalt for at forsøg på at dræbe sin 67-årige kæreste Bent Laursen med gift og kniv.

I månedsvis fodrede hun ham med morfin. Da det ifølge anklageskriftet ikke lykkedes, overfaldt hun morfin-døsige Bent Laursen, der lå på sofaen, med en køkkenkniv og slog løs med en stavlygte.

- Jeg forsøgte at komme ud på vejen for at slippe ind til naboen, men det nåede jeg ikke, for jeg havde ingen kræfter tilbage. Hun fik spændt ben for mig, så jeg faldt i naboens indkørsel, men der kom heldigvis nogen og reddede mig, har Bent Laursen tidligere forklaret til bt.dk.

Anklager Line Scharf havde på forhånd krævet syv års fængsel til den drabstiltalte kvinde, der er uddannet sosu-assistent og har tre børn.

Et krav, som retten i Næstved altså fulgte. Endvidere blev hun dømt til at betale sagens omkostninger og en erstatning til Bent Laursen på 45.000 kr..

Line Scharf var begejstret for dommen:

- Jeg er rigtig tilfreds. Det er den helt rigtige afgørelse, siger hun til bt.dk

Den 54-årige kvinde blev dog kun delvist dømt for drabsforsøg, da retten ikke fandt det bevist, at hun havde forsøgt at dræbe Bent Laursen med morfin og diazepam, idet hun over fem måneder havde givet det til ham mod hans vidende - uden at det havde taget livet af ham. Hun blev således kun dømt for drabsforsøg med kniv og stavlygte.

Det rokker dog ikke ved anklagerens opfattelse:

- Hun blev jo frifundet på nogle punkter, men her fik vi også en god begrundelse for det. Det er den helt rigtige afgørelse, og hun fik den straf, jeg havde begæret, konkluderer Line Scharf.

Den 54-årige sosu-assistent ankede dommen på stedet gennem sin advokat, Michael Juul Eriksen.

- Jeg trøster mig ved, at retten ikke mente, at hun gav ham morfin for at slå ham ihjel, siger han til bt.dk

Den nu dømte kvinde mødte Bent Laursen til en singlefest i februar 2008. Da politiet efter kniv- og lygteoverfaldet opdagede, at Bent havde store mængder af morfin i kroppen, undersøgte politiet også tre andre mærkværdige dødsfald omkring den tiltalte kvinde.

Derpå blev kvinden sigtet for tredobbelt giftdrab på sin 81-årige svigermor, sin 56-årige mand og sin 53-årige lejer. Ægtefællen døde under mystiske omstændigheder blot tre uger efter svigermoderen. Sigtelsen blev dog aldrig til tiltale.

- Vi vurderer, at det ikke vil være muligt at løfte bevisbyrden. Der er ingen lig, de er kremeret, og så har vi ingen mulighed for at fastslå, hvad de reelt er døde af, sagde statsadvokatassessor Line Scharf i december.

Forsvarer Michael Juul Eriksen var efter domsafsigelsen meget kritisk over for de tre sigtelser.

- Det, at hun oprindeligt var sigtet for tre manddrab, og at det kom frem i pressen, stemplede hende. Det gav en negativ effekt i hendes omgangskreds og blandt de involverede personer, siger Michael Juul Eriksen, der mener, at de tre sager har gjort stor skade for sagen.

- Mange vidner kom fra hendes nærmeste omgangskreds. Hun er blevet stemplet som massemorder, og det er helt givet, at folk har taget afstand fra hende, vurderer forsvareren.

Den 54-årige kvinde blev desuden dømt for bl.a. forsikringssvindel for 300.000 kr., falsk anmeldelse til politiet og spirituskørsel.