Hun var egentlig bare på vej til Solbjerg for at handle ind i SuperBrugsen, inden hun skulle hente sine børn, da ulykken skete.

Hendes bil blev totalskadet, og bilisten, der påkørte hende, flygtede.

For føreren af den sølvgrå BMW var for længst ræset af sted. Også selvom en del af hans kofanger lå tabt på vejen.

»At være flugtbilist er så ufint, som noget kan være. Jeg kan ikke forstå, at han ikke tænker på andre end sig selv. I går var jeg mega chokeret og tænkte bare, at han var en kæmpe idiot. I dag fylder det mere, at jeg er utrolig lettet over, at jeg ikke havde nået at hente børnene, så de ikke var med i bilen,« siger Sara Rosenberg Hedelund.

Det var onsdag eftermiddag klokken 14.50 lidt uden for Solbjerg syd for Aarhus.

Sara Rosenberg Hedelund kom kørende ad Landevejen med 70 kilometer i timen, da hun får øje på sølvgrå BMW, der tilsyneladende har meget, meget travlt.

Den sølvgrå bil kommer fra Gammel Horsensvej og skal dreje til venstre ad Landevejen, hvor Sara Rosenberg Hedelund kommer kørende.

Der holder to andre biler på Gammel Horsensvej og venter på, at Sara Rosenberg Hedelund er kørt forbi, men det har bilisten i den sølvgrå BMW ikke tænkt sig at vente på, så han overhaler begge biler indenom, drejer ud på Landevejen og brager ind i siden på Sara Rosenberg Hedelunds bil.

»Det gav et kæmpe knald, da han brager ind i mig og skubber min bil ad helvede til. Jeg blev sindssygt forskrækket og når at tænke virkelig mange tanker på kort tid,« fortæller Sara Rosenberg Hedelund.

»Jeg kunne umuligt undvige ham, så jeg prøvede bare at få bilen under kontrol så hurtigt som muligt, så jeg kunne undgå at trille hele vejen rundt i grøften,« fortæller Sara Rosenberg Hedelund.

Sara Rosenberg Hedelund efterlyser nu den flugtbilist, der påkørte hende onsdag eftermiddag, på de sociale medier.
Sara Rosenberg Hedelund efterlyser nu den flugtbilist, der påkørte hende onsdag eftermiddag, på de sociale medier.
Vis mere

Hun lykkedes med at få rettet bilen op, så den ikke væltede i grøften, og hun kom ikke til skade. Hele den ene side af bilen blev trykket ind, så hun kravlede ud af bilen i den anden side.

Førerne af de to biler, der holdt i krydset, da ulykken skete, kom og hjalp hende og ringede også efter politiet.

Sara Rosenberg Hedelunds bil er formentlig totalskadet.
Sara Rosenberg Hedelunds bil er formentlig totalskadet.
Vis mere

Ifølge de to vidner til ulykken var føreren en ung mand og bilen en sølvgrå BMW, angivelig en model E46.

Østjyllands Politi bekræfter ulykken, men har endnu ikke fundet flugtbilisten.