Tre rockerlærlinge fremstilles netop nu i grundlovsforhør i Glostrup for grov vold. En fjerde søges. Overfaldet er optaget på overvågningskamera.

Det første offer blev slået med en jernstang eller en trækølle i en kiosk på Hvidovrevej 26. april 2012 ca. kl. 21.50. Derpå blev han stukket på højre underarm med en skruetrækker.

Øjeblikket efter gik det ud over en anden mand uden for kiosken. Han fik knytnæver i ansigtet, spark på kroppen og fire stik med samme skruetrækker - to i skulderen, to i maven.

Sådan lyder sigtelsen mod tre rockerlærlinge med tilknytning til Hells Angels - to på 26, en på 21 år - der netop nu fremstilles i grundlovsforhør.

Alle tre - den ene iført en mørk undertrøje, der afslørede tatoveringer med ord som 'proud to be danish' og '666' - nægtede sig skyldige.

På sin Facebook-profil viser han stolt tatoveringerne frem og bedyrer, at han er tilknyttet AK81 i HA-afdelingen South End i Ishøj. 'Evil', står der ind over knoerne på en af de knytnæver, som anklager Ditte Obel Thomsen, Københavns Vestegns Politi, mener, at han skal have plantet i ansigtet på sit ene offer.

Han blev desuden sigtet for at have været i besiddelse af en Husquarna-maskinpistol med tre magasiner og 40 patroner, der blev fundet på en adresse i Hvidovre.

Noget, som AK81'eren dog nægtede, da han oplyste, at han ikke bor på adressen, hvor han blev anholdt og maskinpistolen fundet.

Af hensyn til sagens efterforskning og en fjerde navngiven rockerlærling, der endnu er på fri fod, blev dørene lukket.

Inden da, kom det dog frem, at anklagemyndigheden er i besiddelse af videoovervågning fra Hvidovre-kiosken.

Ingen af de to ofre har ifølge politiet tilknytning til Bandidos.Ifølge BTs oplysninger udspringer overfaldet af et sammenstød mellem HA- og Bandidos-relaterede på en tankstation i Hvidovre dagen forinden. Et sammenstød, hvor englene tilsyneladende kom i mindretal.

Det skal aftenen efter have ført til, at de tre anholdte i forening med en fjerde, der fortsat er på fri fod, jagtede en ung mand - som de antog for at være Bandidos-tilknyttet - ind i kiosken, hvor han barrikaderede sig og forsvandt. Da overfaldsmændene fik kæmpet sig ind i bygningen, var den unge væk, og i stedet gik volden ud over den ældre kioskpasser.

Den andet mand, som blev overfaldet uden for kiosken kort efter, skal også have været tilfældigt. Ifølge BTs oplysninger kan han have været et tilfældigt forbipasserende, der tilsyneladende blev genstand for rockerlærlingenes behov for at afreagere.

Alle tre rockerlærlinge blev fredag varetægtsfængslet.