Politiet vurderer, at to mænd i en årrække styrede en hashliga, der solgte hash i Nørrebroparken, København. Konkret er duoen sigtet for i en periode på tre år, at have formidlet salg af mindst 1,6 ton hash, lyder det i sigtelsen.
Omtalte park har i årevis været i politiets fokus i forbindelse med organiserede handel med hash på stedet. Og det har i den forbindelse været opfattelsen, at hashsalget i parken blev styret af Hells Angels.
Begge fremstilles senere i dag i grundlovsforhør.
Begge de sigtede i sagen var tidligere medlem af HA, mens de ifølge politiet styrede hashligaen. Begge nægter sig skyldige.
Ingen af dem er længere med i HA. Den ene forlod tidligere i år omtalte klub og blev senere del af Comanches - det tidligere Satudarah. Den anden forlod HA i unåde for et par år siden sammen med fire ligesindede, hvor de efterfølgende blev optaget i Bandidos.
Begge blev anholdt i går, 8. august. Den ene, en 41-årig mand, blev anholdt i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej ud af landet. Da han blev stoppet i lufthavnen var han i besiddelse af cirka 30.000 euro i kontanter. Det oplyser politiets enhed for særlig kriminalitet.
Den anden, en 47-årig mand, blev anholdt i fængslet, hvor han afsoner en flere år lang dom for ulovlig våbenbesiddelse.
Lyt her til B.T.s podcast om den lyssky underverden: