Politiet retter nu en stærk appel til forældre til de børn og unge mennesker, som ligger inde med vigtig viden om den skuddræbte 16-årige dreng og de unge gerningsmænd.

I jagten på vidner i sagen om den 16-årige dreng, som blev skuddræbt mandag aften, har politiet talt med børn ned til 13 års alderen, men man er fortsat på bar bund i forhold til motivet til drabet. Derfor retter Københavns Politi nu en appel til forældre til de børn og unge, som kendte den dræbte og de formodede gerningsmænd - og som måske ikke tør tale med politiet.

»Der er noget i vores efterforskning, som tyder på, at der er nogen unge mennesker derude, som ved noget. Vi har talt med mennesker helt ned til 13-14-15 års alderen. Hvis de er skræmte og ikke tør til politiet, så vi gerne sende dem en opfordring: Tal med jeres forældre. Og til forældrene: Tal med jeres børn. Det er vigtigt, at vi får den viden, I har. De skal også vide, at vi gerne tager ud og taler med dem i trygge rammer, hvis det er det, der skal til for, at de vil tale med os,« siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

Den 16-årige var netop vendt hjem fra fodbold, da en gruppe maskerede mænd passede ham op i gården bag Ragnhildgade 48 på Ydre Østerbro. De råbte ham an og affyrede derefter seks skud. Den 16-årige faldt om blot få meter fra sin opgangsdør. Selvom naboer ilede til og forsøgte at yde førstehjælp, blev han kort efter erklæret død.

Gerningsmændene, formentlig tre unge mennesker, flygtede efterfølgende til fods over Lersø Parkallé og ind i en mørk bil, hvor en chauffør ventede på dem. De var maskerede, iklædt mørkt tøj og beskrives som atletiske og et sted mellem 16 og 20 år.

Det gerningsvåben, som blev brugt, leder politiet fortsat efter. Man afventer også fortsat obduktionsrapporten, som bl.a. kan give svaret på, hvor tæt gerningsmændene stod på den 16-årige, da de skød.

Politiet vil gerne høre fra alle, der har set den mørke bil køre fra Lersø Parkallé ved 21-tiden mandag aften. Man vil også gerne tale med personer, som kender den dræbte, eller som har en idé om, hvad et muligt motiv kan være. Henvendelser kan rettes til politiet på 114.