En bilist, der måske ikke er helt glad for politiets fotovogne har fået Nordsjællands politi op i det røde felt.

I lørdags blev en af deres ATK-biler ramt af en flyvende parfumeflaske på Helsingørmotorvejen i Nærum. Det skriver nordsjællandspoliti i et opslag på Facebook.

Heldigvis blev ingen andre biler eller mennesker ramt. Heldigvis. Bilen har formodentlig kørt over 100 kilometer i timen, og det kunne være endt gruelig galt, hvis nogen var blevet ramt af den hårde glasflaske.

Gerningsmanden skal heller ikke føle sig alt for sikker, for der kan meget vel være brugbart DNA på flasken, som kan føre til en opklaring af forbrydelsen.

»Nu kan vi så bruge ressourcer på sagen, ligesom vi også skal bruge nogle af vores alle sammens gode skattepenge på at få skiftet ruden i bilen. Vi sidder undrende tilbage og spørger os selv: Hvem er det lige, der vinder noget på at udføre en så tåbelig handling.«

Politiet havde ikke yderligere information onsdag eftermiddag.