Torsdag morgen blev en kun 12 år gammel cyklist kørt ned i Zahrtmanns Runddel på Bornholm.

Vedkommende stoppede ikke op for at hjælpe den unge pige, men flygtede fra stedet.

Vagtchef Jesper Lund fra Bornholms Politi forklarer, at bilen ikke overholdt sin vigepligt og drejede af, mens pigen fortsatte med at køre.

»Jeg kan sige så meget, at der ikke er sket noget alvorligt. Hun har slået sit knæ,« siger han og fortsætter:

»Det er en kammerat til et vidne, der samler hende op og kører hende på skadestuen.«

Bilisten kørte i en sølvgrå personbil, og nu søger Bornholms Politi vidner i sagen.

Føreren af bilen kørte ad Borgmester Nielsens Vej. Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på 1929@bt.dk

Hvis du er føreren af bilen eller kender føreren af bilen, bedes du kontakte politiet på 114.