Imens hans fem-årige datter lå alene hjemme og sov, kørte en 29-årig galt i Esbjerg - stærkt narkopåvirket

Selvom hans lille datter på kun fem år lå alene hjemme i lejligheden og sov, så kørte en 29-årig ung mand fra Esbjerg alligevel afsted. På trods af, at han var påvirket af narkotika, satte han sig ind i bilen og det endte i nat galt, skriver jv.dk.
På Storebæltsvej i Esbjerg torpederede manden en lygtepæl. Vidner tilkaldte politiet, mens den 29-årige blev tilbageholdt. Herefter blev han taget med på politistationen, hvor politiet konstaterede, at manden var påvirket af narko.

- Faktisk var han så påvirket, at han faldt i søvn under afhøringen, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Jesper Hansen.

Politiet fortæller, at manden midt under afhøringen pludselig kom i tanke om, at hans datter var alene hjemme. politiet kontaktede da straks de sociale myndigheder, der sørgede for at pigens bedsteforældre kom og tog sig af hende. Da bedsteforældrene ud på natten dukkede op på adressen, lå den fem-årige pige stadig trygt og sov. Hendes far, derimod, måtte overnatte i detentionen.