Prædikanten Moses Hansen oplevede søndag aften en hver forælders værste mareridt, da han modtog nyheden om sin søns tragiske død.
Søndag aften døde Moses Zorba Hansen Jr. i en trafikulykke i Norge, da han forulykkede med sin lastbil. Den 39-årige lastbilchauffør væltede ind mod en klippevæg og omkom af sine kvæstelser.
- Jeg hulkede og rystede over hele kroppen, da jeg fik det af vide, fortæller den kristne prædikant Moses Hansen til bt.dk.
- Jeg blev ringet op ved 21.30-tiden, men kunne ikke tage telefonen. Men da jeg så, det var et norsk telefonnummer, mærkede jeg en uro i kroppen, fortæller en berørt men fattet Moses Hansen dagen derpå.
LÆS OGSÅ:
Efterfølgende gik han på den norske nyhedshjemmeside VG, hvor han kunne læse om en dansk mand, der var dræbt i en trafikulykke. Kort efter blev de barske realiteter bekræftet.
- Chefen for min søns lastvognsfirma ringede og sagde grædende i telefonen: Jeg har en forfærdelig nyhed. Din søn er lige blevet dræbt, fortæller Moses Hansen, der efterfølgende måtte overbringe tragedien til resten af familien.
- Jeg vidste, jeg skulle i gang med den tunge opgave med at ringe rundt til familien. Det var næsten det værste. Han har fem søskende, der alle har ægtefæller, siger Moses Hansen, der i første omgang ikke kunne overskue at overbringe nyheden til sin kone Joy.
Hjemme hos Jesus
- Hun sov og jeg var ikke klar over, om Joy ville blive så hysterisk, at jeg ikke ville kunne komme videre til hans søskende. Derfor vækkede jeg først min kone, efter jeg havde været hele børneflokken igennem, fortæller han.
- Derefter vækkede jeg Joy, knælede ved hendes side, kiggede hende i øjnene, og sagde: Moses er død. Moses er dræbt i et færdselsuheld i sin vogn i Norge.
- Så reagerede hun på en utrolig stærk, varm og stille måde, tog mig i hænderne og sagde: Han er hjemme hos Jesus, han har fået fred, og vi skal mødes, når vi når det samme sted hen. Det var så smukt. Den ro og gnist sprang fra hende og over i mig. Når moren, som havde et meget nært forhold til sin søn, kunne reagere sådan, så gav det mig ro, siger Moses Hansen.
Tror på genopstandelse
26. juni i år blev Moses Zorba Hansen Jr. gift med sin elskede Haidi, der mandag besøger sin afdøde mand på sygehuset i Kristiansand. Sammen havde parret planer om at rejse til Hawaii, hvor de sammen skulle gå på en bibelskole. Nu håber Haidi, at hendes besøg kan få Moses Jr. tilbage til livet.
- Alle kristne tror på genopstandelsen. Haidi har sagt til mig, at Moses' død er kommet alt for tidlig. At hans ånd og sjæl skal vende tilbage, så han kan tage med hjem til Danmark.
Af samme grund vil Moses Hansen og familien endnu ikke tage stilling til en begravelse.
- Jeg tror på opstandelsen og har selv set en, der var erklæret død af lægerne, men efterfølgende rejste sig, fortæller en håbefuld Moses Hansen, der på trods af tragedien finder trøst i sin tro.
- Som far og menneske er jeg da ikke begejstret, men på den anden side kan jeg godt sige 'halleluja' og takke Jesus for, at han nu er hjemme hos ham. Og der skal jeg møde ham igen. Den vished giver mig et utroligt løft og en utrolig glæde og fred. Jeg er ikke så rystet, at jeg er på vej ind i en depression eller ved at forlade Gud. Vi må erkende livets korthed, dødens vished og evighedens længde, fortæller Moses Hansen.