Østjyllands Politi foretog en rutinekontrol af en varebil i Randers.
Føreren af bilen havde glemt sit kørekort og havde ikke anden identifikation på sig.
Derfor besluttede betjentene sig for at kigge i bilens varerum. Her kunne de konstatere, at varerummet delvist var fyldt med fyrværkeri i kasser. Mærkaterne, der skulle fortælle, hvor fyrværkeriet kom fra, var revet af.
Betjentene fik mistanke om, at fyrværkeriet kunne være stjålet, da manden ikke ville fortælle, hvor han havde fået fyrværkeriet fra. Han er nu anholdt og sigtet for tyveri fra et ukendt sted.
Han bliver formentlig sigtet for at transportere en stor mængde fyrværkeri, som han ikke selv skulle bruge, lyder det fra Østjyllands Politi.
Der var op mod 300 kilo NEM, som står for 'netto eksplosiv mængde'. Derfor blev ammunitionsrydningstjenesten tilkaldt, som står for at rydde ammunitions-, bombe- og minerydning.
Manden måtte erkende, at han havde udgivet sig for at være en anden efter, at politiet havde spurgt mere ind til hans identitet. Det skulle så vise sig, at han er frakendt kørekort.
Derfor er han også sigtet for at have opgivet falsk navn og for kørsel i frakendelsestiden.
Lyt til B.T.s nye podcast Copenhagen Narcos om Danmarks største narkosag: