Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Som BT beskrev onsdag, blev en kvinde overfaldet mandag den 27. marts, da hun som frivillig dyreredder fra Dyrenes Beskyttelse kørte i dyreambulance til Vollsmose, hvor hun skulle redde en kat.

Overfaldet blev optaget på video, og her kan man se, hvordan en flok personer omringer bilen og blandt andet sparker til den.

Hos Dyrenes Beskyttelse er man chokeret over overfaldet, og organisationen har besluttet ikke at køre med dyreambulance til området i en periode. Det fortæller Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, Henrik Bucholdtz, til BT.

Han siger, at man i Dyrenes Beskyttelse er ked af, at historien er dukket frem i medierne, da man ikke anser det som et generelt problem at kunne køre med dyreambulance i Vollsmose.

»Vi havde håbet, at vi kunne håndtere det internt. Episoden mandag udspringer af en anden episode, som skete søndag. Det er ikke vores opfattelse, at vi ikke kan være i Vollsmose,« siger Henrik Bucholdtz.

Episoden søndag bestod i, at kvinden, som mandag blev overfaldet, observerede de unge køre over for rødt. Det tog kvinden et billede af, og det er angiveligt det, der har fået de unge til at reagere så kraftigt mandag.

Henrik Bucholdtz fortæller, at kvinden i dag er i bedring, men at hun fortsat er chokeret over overfaldet, som ikke kun bestod i spark mod bilen. Undervejs er en af de unge kommet ind i bilen, hvor de blandt andet har taget tændingsnøglen ud af bilen og revet kvinden i håret, inden hun kunne køre væk fra området.

»Det har været en grim oplevelse for hende. Hun er fortsat medtaget og får den hjælp, hun skal have,« siger Henrik Bucholtz.

Selvom Henrik Bucholdtz ikke vurderer, at der er et generelt problem for dyreambulancerne i Vollsmose, har man i Dyrenes Beskyttelse valgt at holde sine frivillige fra bydelen i en periode. Nu er man i tæt kontakt med politiet om, hvordan situationen skal håndteres herfra.

»Vi skal nok komme til at køre i Vollsmose igen, men indtil da, må vi opfordre til, at dyr, der skal reddes, bliver kørt til en dyrelæge, hvorfra vi så kan overtage,« siger Henrik Bucholdtz.

Odense Kommunes borgmester, socialdemokraten Peter Rahbæk Juel, siger til TV2/FYN, at der er nogle forældre i Vollsmose, der skal have fat i deres store børn.

»Det er dybt uacceptabelt. En kvinde, der frivilligt er redder for Dyrenes Beskyttelse, og så kan hun ikke lades være af banditter og lømler,« siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN.

Borgmesteren blev for et par uger siden truet af 8 til 10 bandemedlemmer fra Black Army. Episoden blev politianmeldt, og siden er sikkerheden omkring Odenses borgmester blevet øget. Det skrev Peter Rahbæk Juel på sin Facebookside.

Politiet er fortsat i gang med efterforskningen af sagen med dyreambluancen, som bliver betragtet som en voldssag.