Den 43-årige mand, der mandag aften var skyld i trafikdrab på den 13-årige Alexander Pedersen, havde drukket inden, han satte sig i bilen. Det fortalte han ved grundlovsforhøret i retten i Hillerød tirsdag eftermiddag, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 16. december.

Den 43-årige erkendte blankt at have ført bilen, der påkørte og dræbte 13-årige Alexander Pedersen. Han forklarede dog i retten tirsdag eftermiddag, at han ingen erindring har om ulykken.

Han forklarede, hvordan han havde drukket fire 'kyllinger' - altså snaps - i små flasker á 10 cl., inden han med en promille på minimum 1,44 påkørte og dræbte 13-årige Alexander Pedersen mandag aften. Fem minutter inden ulykken købte han den sidste lille snaps.

- Jeg husker ikke ulykken, jeg husker kun at have købt den sidste snaps. Og jeg overvejede ikke, om jeg var for fuld til at køre bil, sagde den 43-årige, der selv er far til fire børn, med grødet stemme i retten.

En blodprøve taget 20.35 - to timer efter anholdelsen - viste, at den 43-årige havde en promille på 1,44. Prøven viste også, at han havde hash i blodet på tidspunktet for ulykken. Han forklarede i retten, at han sommetider ryger en joint for at lindre sin ADHD, og det havde han netop gjort et par dage inden ulykken.

Under anklagerens oplæsning af hændelsesforløbet sad den 43-årige med bøjet hoved og stirrede lige ned i bordet. Her blev han blandt andet konfronteret med politiets rapport og vidneudsagn, der begge fortæller, at den 43-årige i første omgang havde sagt, at hans søn havde ført bilen, da ulykken skete. Den 43-årige forklarede, at det havde han ingen erindring om.



Den 43-årige er tidligere blevet dømt for spirituskørsel og har derfor intet kørekort. Han er i øjeblikket i gang med at generhverve kørekortet. 

Efter ulykken blev den 43-årige kørt til behandling på Hillerød Sygehus, hvor hans øre blev syet med ti sting, forklarede han. Først på sygehuset kom han til sig selv, og han prøvede at få en forklaring fra vagterne.

- Jeg forsøgte at spørge vagterne hele natten, om jeg havde påkørt nogen. Jeg var utrolig meget i tvivl, sagde sigtede og brød sammen:

- Men de måtte ikke svare, så det var først, da jeg ringede hjem her til formiddag, at jeg fik det at vide. At jeg har slået en lille dreng ihjel.

Den 43-årige er varetægtfængslet frem til 16. december, hvor hans sag kommer retten. Der blev lagt vægt på forbrydelsens grove karakter og ikke mindst hensynet til den dræbtes familie.