Håbet bliver dag for dag svagere og skrækscenarier om, hvad der kan være sket med 17-årige Emilie fra Korsør, er næsten ikke til at undgå. Nu har familien sendt en rørende besked til 17-årige Emilie, som har været meldt savnet siden søndag d. 10. juli.

»Lige meget hvad der er sket, så er der intet, der er så slemt, at vi ikke kan klare det sammen. Venner vil komme og gå. Kærester vil blive udskiftet. Men familie vil altid være familie. Så Emilie, hvis du sidder derude og læser med.. Vær nu sød at komme hjem igen.«

Sådan skriver Emilies fætter, Robin Witzner, på vegne af hele familien i et hjerteskærende åbent brev til Emilie på Facebook.

For en uge siden vågnede 17-årige Emilies familie op til et sandt mareridt. Emilies seng var tom. Hun havde været i byen med nogle veninder i Slagelse, de havde sammen taget toget til Korsør, hvor de bor, og sagt farvel til hinanden på stationen. Men her ender sporet blindt.

På trods af en større eftersøgning med helikoptere og droner, dykkere, politihunde og flere hundrede frivillige fra nær og fjern, har ingen set eller hørt fra Emilie, siden hun den tidlige morgen klokken fire ville gå de sidste to kilometer hjem gennem Korsør.

»Jeg har aldrig nogensinde været troende, men Emilie, for første gang nogensinde har jeg bedt til Gud. Jeg ved ikke, hvor du befinder dig. Jeg ved ikke, om du er løbet væk for at få et pusterum fra dagligdagen. Men jeg håber inderligt, at du sidder ét eller andet sted, overvejende om snart at komme hjem,« skriver fætteren Robin Witzner blandt andet i beskeden i Facebook-gruppen ’Eftersøgningen af Emilie Meng’.

Han skriver også, at Emilie om præcis to uger har fødselsdag, og han håber inderligt, at han får mulighed for at fejre hende.

»Jeg savner dig rigtig meget. Vi savner dig rigtig meget (…) Du bliver nødt til at komme hjem og fejre det med os andre. Jeg kommer nok ikke til at vinde Masterchef på det, men jeg lover, at så bager jeg en kage!«

Knap 3.500 personer har delt opslaget i håb om at nå ud til Emilie.

»Hvis vi bare står sammen, kan vi klare hele verden,« afslutter Robin Witzner sit brev til Emilie.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

Politiet går fra dør til dør

Eftersøgningen har indtil videre ikke givet noget resultat. Politiet har ikke opgivet håbet, men efterforskningsleder Marianne Rod fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at det svinder.

»Det er klart, at chancerne for at finde Emilie i live svinder, som tiden går. Det må vi desværre sige,« sagde efterforskningslederen tidligere søndag til Ritzau.

En større eftersøgning i Korsør er endnu engang blevet sat i værk søndag formiddag. Flere hundrede mennesker var eftersigende mødt op til briefing og er lige nu ude og lede.

Politiet har søndag valgt, at gå dør til dør i håb om, at nyere informationer vil dukke op. Det er ikke første gang politiet stemmer dørklokker, men nu giver politiet det et forsøg mere.

»Vi håber at træffe folk, der ikke har været hjemme i ugens løb, eller andre der har en viden, som de måske ikke selv har opfattet som interessant, men som kan være interessant for os,« siger efterforskningsleder Marianne Rod.

Hvis du har informationer om Emilie Meng, kan du kontakte politiet på 114.