Der var drabet på 18-årige Cecilie Næblerød til en gymnasiefest. Der var også drabet på den 48-årige familiefar Henrik Bjerremand Christensen. Så var der drabet på 85-årige Gerda Møller til det årlige karneval.

Og så er der drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn.

Der er få drab, der som mordet på Mia har lagt sig som en tung dyne over hele Aalborg. Ja, måske endda Nordjylland.

For med 1.500 henvendelser til Nordjyllands Politi om sagen er der vel ikke den nordjyde, der ikke har fulgt med i eftersøgningen af Mia, anholdelsen af de to sigtede 36-årige mænd og politiets jagt på at klarlægge deres færden i de skæbnesvangre timer, hvor politiet ved, at Mia har været sammen med de formodede gerningsmænd, men hvor de ikke ved, hvad der er hændt hende.

Få drab har rystet aalborgenserne som sagen om drabet på Cille til en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium. Her ses elever til mindehøjtidelighed få dage efter drabet 4. marts 2006.
Få drab har rystet aalborgenserne som sagen om drabet på Cille til en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium. Her ses elever til mindehøjtidelighed få dage efter drabet 4. marts 2006. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I denne artikelserie gennemgår vi de drab, der har grebet Aalborg.

Gymnasiedrabet

Jeg skulle være klædt ud som Tina Turner til den fastelavnsfest, jeg skulle til 4. marts 2006.

Guldkjolen var lagt frem, og tiden ved frisøren klokken 11 var bestilt, så jeg kunne få håret op i højden. Som 21-årig var jeg lige flyttet til Aarhus fra Aalborg efter endt studentereksamen, og hele verden lå for mine fødder.

Men den lørdag stod vi op til beskeden om, at Cecilie Næberød eller 'Cille', som hun blev kaldt af vennerne, var blevet knivdræbt til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium aftenen forinden af hendes ekskæreste.

Jeg kendte ikke 'Cille' personligt, men fastelavnsfesten, jeg selv skulle have været til, var blandt andre arrangeret af 'Cilles' storesøster, Stephanie.

18-årige Cecilie Næblerød blev knivdræbt af sin ekskæreste David til en gymnasiefest. Han stak hende flere gange i brystkassen. Efterfølgende hang han sig selv i sit eget hjem.
18-årige Cecilie Næblerød blev knivdræbt af sin ekskæreste David til en gymnasiefest. Han stak hende flere gange i brystkassen. Efterfølgende hang han sig selv i sit eget hjem. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Den blev selvsagt aflyst.

'Cille' blev offer for en jaloux ekskæreste, da hun 3. marts 2006 mødte op klædt ud som en prinsesse til fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium.

Og hun havde ikke nået at være til festen længe, inden hendes ekskæreste David opsøgte hende.

»Det kom som et lyn fra en klar himmel, at han gjorde det. Jeg troede ikke, han kunne finde på det, og det troede familien heller ikke,« fortæller Malene Skørbæk Madsen, der var bedste veninder med Cecilie Næblerød.

Hun fulgtes med 'Cille' den aften til fastelavnsfesten. Dagen havde været god, husker Malene.

Men efter de kom ind på gymnasiet, blev de skilt fra hinanden. Malene Skørbæk Madsen går på toilettet, og da hun kommer ud derfra, ser hun et menneske, der ligger på gulvet med en anden ovenpå sig.

Hun tror, det er for sjov. Lige indtil hun ser, at det er 'Cille', der ligger der med ekskæresten David ovenpå sig.

Samtidig er en anden elev kommet ilende til. Han bliver blandt andet stukket i halsen af David, husker Malene Skørbæk Madsen.

»Da går det op for mig, at det ikke er for sjov. Jeg løber derover og sidder der mellem 'Cille' og kammeraten, der prøvede at hjælpe, mens folk omkring gav dem hjertemassage. Jeg var i chok.«

'Cille' bliver stukket flere gange i brystet med en kniv, som David har med sig. Efterfølgende hænger han sig selv i sit hjem tæt på gymnasiet.

Cilles gravsted på 1-års dagen for hendes død.
Cilles gravsted på 1-års dagen for hendes død. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Malene går igen ud på wc'et og ser, at hun har blod over det hele. Da hun kommer ud derfra igen, er de i færd med at lægge et hvidt lagen over et menneske.

Noget, Malene Skørbæk Madsen ikke forstår i øjeblikket.

»Jeg forsøgte at komme hen til 'Cille', og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte det.«

Hun ved heller ikke, om det er 'Cille' eller kammeraten, der kom ilende til, som de har lagt et hvidt lagen over, lige indtil de i festsalen senere fortæller, at 'Cille' er død.

»Dagene efter er slørede. Der var noget mindehøjtidelighed, og vi holdte fødselsdag for hende, hvor jeg var helt ved siden af mig selv. På det tidspunkt var jeg stadig i chock,« fortæller Malene Skørbæk Madsen.

Til mindehøjtideligheden i dagene efter Cilles drab hænger elever en engel op ved siden af billedet af den knivdræbte (arkivfoto).
Til mindehøjtideligheden i dagene efter Cilles drab hænger elever en engel op ved siden af billedet af den knivdræbte (arkivfoto). Foto: Henning Bagger
Vis mere

Til bisættelsen må Malene Skørbæk Madsen gå med sin mor i den ene arm. Hun falder sammen og er ved siden af sig selv.

Ligesom i Mia-sagen er mediedækningen af 'Cilles' drab massiv, husker Malene.

»Det har jeg også tænkt på i forhold til Mia-sagen og dækningen. At det må være frygteligt for de pårørende. Men det er jo heldigvis ikke negativ omtale,« siger Malene Skørbæk Madsen, og fortsætter:

»Men efter noget tid følte alle, at de kendte 'Cille', men det gjorde de jo ikke. Hun blev allemandseje, og det blev meget sensationsagtigt. Det klingede pludselig hult at sige, at hun var min bedste veninde.«

Dengang eksisterede en hjemmeside, der hed mindet.dk, hvor man kunne huske afdøde.

800 mennesker sagde farvel til Cille i Budolfi Kirke 9. marts 2006 (arkivfoto).
800 mennesker sagde farvel til Cille i Budolfi Kirke 9. marts 2006 (arkivfoto). Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her blev der skrevet beskeder fra hele landet.

»Der var mange, der kondolerede og sendte tanker. Folk var jo rystede. Der var rigtig meget empati, og jeg fik personlige breve i hånden,« husker Malene Skørbæk Madsen om tiden efter 'Cilles' død.

Selvom dagene umiddelbart efter 'Cilles' drab er slørede, kan Malene alligevel se nogle ligheder med Mia-sagen.

»Folk var rystede, men der er ikke samme fokus på unges sikkerhed, som Mia-sagen har affødt. Jeg tror mere, folk var chokerede over, at den slags kunne ske, og at det kunne ske i Aalborg,« siger Malene Skørbæk Madsen og fortsætter:

»Med Mia-sagen er der mange flere tiltag, og det handler om de unges sikkerhed generelt. Hvis drabet på 'Cille' ikke var sket til en lukket fest, men inde i byen, havde det måske også været anderledes.«

Og ligesom i Mia-sagen har interessen fra offentligheden været massiv.

»Jeg husker det ikke som noget dårligt eller negativt, men det var meget voldsomt. Den var jo kæmpestor, og der blev lagt blomster på gymnasiet. Jeg husker det som noget meget positivt,« siger Malene Skørbæk Madsen.