Skiture og fisketure til fængselsdømte hjælper, siger indsat. Teaterturene er dog for meget, erkender han.

De seneste dages hårde kritik af, at Kontraktpensionen Fyn tilbyder kriminelle, der afsoner den sidste del af deres fængselsstraffe, bl.a. skiture, dykning og adgang til egen motorbåd, får nu en af de indsatte på stedet til at tage bladet fra munden.

»Jeg håber virkelig ikke, at politikerne tager turene fra os. For det handler jo om, at vi får andre ting ind i vores liv. Hvis vi f.eks. tager til Sverige og hopper ud fra en klippe, så giver det måske mig det ’kick’, jeg førhen fik ved at smadre folk,« siger 40-årige KH, der ikke ønsker sit navn i avisen. Hans navn er redaktionen bekendt.

Læs også:

BT har de seneste dage afdækket, hvordan Kontraktpensionen Fyn, der kan huse op til 16 dømte, alle med tidligere misbrug, i 2013 brugte 411.807,69 kroner på aktiviteter til de indsatte. Noget som politikerne over en bred kam har kritiseret. Men turene virker, mener KH.

»Jeg har siddet i fængsel halvdelen af mit liv, og det har altså gjort, at jeg har meget svært ved at være sammen med mange mennesker, hvilket de her ture hjælper med. Her får man pludselig noget andet at tale om end de sædvanlige gangster-historier,« siger han.

KH kom til Kontraktpensionen Fyn for to måneder siden. Med gentagne domme for vold og narko er han en af de kriminelle, som det indtil nu ikke er lykkedes at få ud af kriminalitet. Hans seneste dom var for et drabsforsøg, der kostede ham to et halvt års fængsel.

Læs også:

»Jeg har nok bare altid været ligeglad. Hvis jeg ville skyde efter nogen, så gjorde jeg det. Samtidig tog jeg masser af kokain. Så jeg tænkte ikke så meget over konsekvenserne.«

Men det gør han i dag, forklarer han.

»Det har dels ændret sig i takt med, at jeg er blevet ældre, men nok mest fordi jeg i dag har mistet alt. Min kone, mine børn, mit hus, min bil, min familie. Alt.«

Samtidig virker støtten under udslusningsforløbet, siger han.

»Især samtalerne med psykologen og min kontaktperson hjælper mig, og jeg er nu begyndt at tage 10. klasse på VUC, så det går den rigtige vej.«

Kan du forstå, hvis dine ofre synes, at de mange aktiviteter er lidt for meget af det gode?

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt se, at det måske ikke hjælper at tage os i teatret, selvom det selvfølgelig er hyggeligt. Men jeg håber bare ikke, at man tager f.eks. skituren eller fisketurene fra os, hvor vi jo kan hygge og snakke om andet end kriminalitet.«

Justitsminister Mette Frederiksen er indkaldt til samråd om sagen.

40-årige KH afsoner den sidste del af sin dom for drabsforsøg på Kontraktpensionen Fyn.