En silkeborgensisk far har ikke set sin syvårige søn siden 4. juni. Nu frygter han, at sønnen er blevet ført ud af landet.

Jacob H. Jensen, som drengen hedder, er nemlig blevet bortført af sin somalisk fødte mor. Det oplyser drengens far, Anders Jensen til B.T.

- Vi havde aftalt, at han skulle afhentes på en legeplads nær hendes hjem i Silkeborg den 4. juni klokken 14. Men de dukkede aldrig op, siger den ulykkelige far.
 
Jakobs forældre har haft fælles myndighed over drengen, siden parret gik fra hinanden for fem år siden. De seneste år har Jacob boet fast hos sin far i Bryrup ved Silkeborg, mens drengens 32-årige mor jævnligt har besøgt drengen.
 
Siden den 4. juni har Anders Jensen ikke kunnet få ordentligt kontakt med Jacobs mor. Hun har i et par sms'er lovet, at hun ville vende tilbage med drengen, men hver gang er hun udeblevet. Og den seneste tid har Anders Jensen slet ikke kunnet få kontakt til kvinden.

B.T. har også forsøgt at ringe til kvinden, men hendes telefon er slukket.

- Hun har været væk før, men aldrig så længe ad gangen, siger den silkeborgensiske far, der frygter, at hans ekskæreste er taget ud af landet med deres søn.

- Jeg er meget bekymret for ham, det er jeg, siger Anders Jensen, der har anmeldt sagen til både politi og kommune.

Derudover har han også taget et alternativt middel i brug. Han har lavet en Facebook-efterlysing af sin søn: Please help me find my son, Jakob Jensen, hedder gruppen, der allerede har fået 79 medlemmer. Ved at klikke på billedet af Jakob på Facebook-siden, kan man finde nummeret til Anders Jensen.

Den syvårige dreng var iført cowboybukser, en grå t-shirt og lyse sandaler, da han forsvandt. Han er 132 cm høj, har lys brun hud, brune øjne og mørkt krøllet hår.
 
Jakob har yderligere en yngre halvbror, som muligvis også er sammen med ham og moderen. Denne yngre dreng er meget mørk i huden og var iklædt en lang bluse og lange shorts den dag, hvor Jacob forsvandt.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra politiet og Silkeborg Kommune til sagen, men det er endnu ikke lykkes. Silkeborg Kommune oplyser dog, at kommunen kender til sagen.  Ved du noget? Tip B.T. her