En 47-årig sognepræst er tiltalt for at misbruge 12 børn og unge, som kom og sov i hans præstegård. Anklageren går efter at sprænge strafferammen

Han gik for at være en populær præst. Arrangerede film- og fodboldaftener, tog initiativ til en kristen ungdomsgruppe og lod børn og unge overnatte i sin præstegård. I dag mener politiet, at han gennem ti år udnyttede sin psykiske overlegenhed på allergroveste vis til at misbruge de børn og unge, som så op til ham.

Dan Peschack nåede at være præst ved Tømmerup Kirke i 12 år, inden politiet i sommeren 2016 fik et tip om, at der foregik uhyggelige ting bag murene i den idyllisk beliggende præstegård et kvarters kørsel fra Kalundborg. Tippet kom en forældre til et ungt menneske, og siden er sagen mod sognepræsten vokset til at omfatte anklager om seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser mod i alt 12 tolv børn og unge. 11 drenge i alderen 12 til 17 år samt en 13-årig pige. Så langt tilbage som 2006, blot to år efter han blev ansat som præst i sognet.

Dan Peschack selv har siddet varetægtsfængslet siden 23. juni sidste år, og mandag begynder sagen ved Retten i Holbæk. Her går anklageren efter at få taget straffelovens § 88 i brug, hvor straffeloftet på 12 år under særdeles skærpende omstændigheder kan forhøjes med det halve - op til 18 års fængsel.

»Vi har at gøre en præst, som har en helt særlig status i samfundet og nogle særlige rettigheder, som har udnyttet sin psykiske overlegenhed til at begå de her forhold. Det et enormt tillidsbrud. Vi betragter sagen som særdeles grov, og derfor er der mulighed for at sprænge strafferammen ved at tage § 88, hvor straffen kan forhøjes med det halve,« siger anklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det 11 sider lange anklageskrift rummer ikke færre end 30 forhold, som går på både samleje og andre seksuelle forhold. I flere tilfælde foregik overgrebene ifølge anklageskriftet, mens ofrene sov og i et tilfælde mens et offer var påvirket af alkohol. I andre tilfælde er han tiltalt for at filme krænkelserne og gemme optagelserne på computere, harddiske og telefoner.

Sagen har rystet Folkekirken og ikke mindst lokalsamfundet i Tømmerup. Men der var intet opsigtsvækkende i, at Dan Peschack havde tæt kontakt til med landsbyens børn og unge. Han var vellidt og gik for at være et legebarn. Et år efter hans ankomst til byen i 2004, oprettede han ‘De unge disciple’, et netværk for unge kristne, som fik ham indstillet til ‘Kristeligt Dagblads Initiativpris’. Han arrangerede filmaftener, fodbold og natløb, og unge har siden berettet om, at det ikke var unormalt at sove i præstegården. Sagen mod ham er blandt andet blevet oprullet i P1-dokumentaren ‘Man stoler vel på præsten’, hvor unge stod frem og beskrev Dan Peschack ‘en slags Gud’, der havde en ‘utrolig evne’ til at fange og forblænde de unge.

En tidligere ven, genbo og forhenværende medlem af sognets Menighedsråd Hanne Vedberg har tidligere betegnet Dan Peschack som en voksen mand med et barnligt sind.

»Der var unge teenagere hos ham hele tiden. Nogle gange så de fodbold eller film, andre gange luftede de hans hunde. Dertil havde han også en stor interesse i konfirmationsforberedelserne, og så stiftede han også De unge disciple. Ind imellem ville han også have børn overnattende hos sig. Det kunne f.eks. være, hvis de havde det svært derhjemme. Mine veninder og jeg har da godt undret os over, hvorfor han gad tilbringe så meget tid med de der teenagere, men så blev vi enige om, at han nok ikke var helt voksen og moden, rent psykisk,« fortalte Hanne Vedberg til BT, mens han endnu var sigtet.

Det var her i den hvidkalkede kirke, at Dan Peschack konfirmerede flere af de børn og unge, som han i dag er tiltalt for at have misbrugt seksuelt.
Det var her i den hvidkalkede kirke, at Dan Peschack konfirmerede flere af de børn og unge, som han i dag er tiltalt for at have misbrugt seksuelt. Foto: Claus Bech
Vis mere
Her vier Dan Peschack Hanne Vedbergs datter og svigersøn i Tømmerup Kirke. Hanne Vedberg sad i menighedsrådet, da Dan Peschack tiltrådte sit præsteembede og har været ven med ham, siden han kom til byen i 2004. Det er hun ikke længere, fortalte hun BT.
Her vier Dan Peschack Hanne Vedbergs datter og svigersøn i Tømmerup Kirke. Hanne Vedberg sad i menighedsrådet, da Dan Peschack tiltrådte sit præsteembede og har været ven med ham, siden han kom til byen i 2004. Det er hun ikke længere, fortalte hun BT. Foto: Privatfoto
Vis mere

Under sin 15 måneder lange varetægtsfængsling har præsten gennemgået en mentalundersøgelse, som det er almindeligt i grove straffesager.

»Han er blevet mentalundersøgt, men hvad undersøgelsen viser, ønsker jeg først at komme ind på i retten,« siger anklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Enkelte af overgrebene er dateret tilbage til 2006, og flere af ofrene er i dag voksne mænd. Men ikke alle ofrene er identificeret i sagen. Tre drenge blev ifølge anklageskriftet krænket over chatten i samtaleprogrammet Skype, hvor præsten under forskellige kvinde-dæknavne lokkede drenge til at optræde nøgne og onanere foran deres webkamera.

Under retssagen skal ni af ofrene vidne mod præsten - en enkelt af drengene via video - og den del bliver formentlig bag lukkede døre for at beskytte dem. Navneforbuddet mod sognepræsten blev helt usædvanlig ophævet tidligt i sagen i håb om at få så mange henvendelser i sagen som muligt.

Dan Peschack har tidligere erkendt forholdet til den 13-årig pige, men hvordan han stiller sig til de andre anklager er uvist. BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra forsvarer Ulrik Sjølin.

Ifølge anklageskriftet foregik de overgrebene i Præstegården. I flere tilfælde sov ofrene, og i et enkelt tilfælde var et offer påvirket af alkohol og derfor 'ude af stand til at modsætte sig handlingen', som det hedder i anklageskriftet.
Ifølge anklageskriftet foregik de overgrebene i Præstegården. I flere tilfælde sov ofrene, og i et enkelt tilfælde var et offer påvirket af alkohol og derfor 'ude af stand til at modsætte sig handlingen', som det hedder i anklageskriftet. Foto: Claus Bech
Vis mere