En 19-årig mand blev skudt ned på Nørrebro i København torsdag aften. Han blev ramt af omkring 30 skud og svæver mellem liv og død.

Manden blev livsfarligt kvæstet og er fortsat i livsfare.

- Han er alvorligt såret - blandt andet i hovedet, fortæller vicepolitiinspektør Lau Thygesen fredag morgen til bt.dk.

Den 19-årige blev skudt ned kort før klokken 21 i Lundtoftegade på Nørrebro i København, og politiet er overbeviste om, at der er tale om et nyt bandeopgør.

- Det er banderelateret, det er der ingen tvivl om. Offeret er ikke umiddelbart kendt af os som bandemedlem, men på grund af måden, det her er foregået på, er vi overbeviste om, at det her er banderelateret, siger Lau Thygesen og henviser til, at gerningsmændene kørte i en stjålet bil, som kort efter blev fundet afbrændt i Mørkhøj.

I den forbindelse nævner han, at grupperingen MOB Lunden holder til i Lundtoftegade.

Politiet vil ikke nærmere ind på, hvilket våben, der er skudt med, men Lau Thygesen kan ikke afvise, at der er tale om en maskinpistol. 

Naboer hørte skudsalver

Naboer, der hørte skyderiet, er ikke i tvivl:   

- Der blev skudt med automatvåben, og jeg mener, der er affyret mere end 20 skud, siger en beboer i området til bt.dk. Beboeren hørte skyderiet og fortæller også, at det ikke er første gang, han hører skud runge Lundtoftegade.

Politiet har arbejdet på stedet hele natten.

- Vi efterforsker til bunds. Vi har arbejdet på gerningsstedet hele natten og har sikret os de tekniske spor, siger Lau Thygesen.

Bt.dk følger sagen...