Siden 21-årige Athene Larsen blev antastet af en mand på vej hjem den 22. juni, har hun skiftet gåturen ud med cyklen for at føle sig mere tryg. 

Hun har egentlig følt sig nogenlunde sikker. Indtil små to uger efter hændelsen, hvor hun stødte ind i sin gerningsmand. Samme sted. Samme sti. 

»Nu føler jeg slet ikke, at jeg kan være tryg i min egen by længere,« fortæller hun til B.T. efter oplevelsen. 

Den første hændelse fandt sted natten til den 22. juni på en sti tæt ved Klampenborgvej i Lyngby. Athene Larsen var på vej hjem fra en fest og fulgte den samme rute, hun altid tager.

Men denne gang tog en mand fat i hende bagfra på numsen, og hun måtte flygte fra stedet. 

Siden har hun intet hørt fra politiet. Hvad hun slet ikke havde forestillet sig, var, at hun skulle møde gerningsmanden igen, nøjagtig samme sted, på vej hjem fra arbejde torsdag aften den 3. juli. 

»Jeg cykler forbi en mand, og lige pludselig klikker det for mig - det er ham, som antastede mig,« siger Athene Larsen. 

Manden råbte efter hende: 

Det er i dette område i Lyngby, at Athene Larsen har mødt manden to gange. 
Det er i dette område i Lyngby, at Athene Larsen har mødt manden to gange.  Foto: Google Maps
Vis mere

»Er du paranoid?« 

Athene Larsen skreg, mens hun cyklede. Spurgte, hvem han var, og hvad han ville. Så satte hun i spurt mod sine forældres hus, som lå blot 100 meter væk.

Hun hamrede på ruden, mens tårerne trillede. Da hendes far mødte hendes blik gennem vinduet, vidste han med det samme, at noget var helt galt.

Og han behøvede ingen forklaring. 

Faren tog hendes cykel og kørte ud for at finde manden. Og det gjorde han. Men da han konfronterede ham, blev han usikker på, hvad han egentlig skulle stille op og lod ham gå. 

Før det nåede manden at true faren. 

Flere kvinder chikaneret af skaldet mand med skæg
Politiet dukkede op hjemme hos familien efterfølgende, hvor Athene Larsen forklarede episoden. Endnu engang havde den lave mand med det tynde ansigt og skaldede hoved chikaneret hende.

Tidligere har endnu en pige, 17-årige Nadia Hansen, fortalt til B.T., at hun er blevet antastet af en mand med samme udseende i det samme område.

Har du oplevet noget lignende? Så hører B.T. gerne fra dig Skriv direkte på emsh@bt.dk

De to ofre ved, hvem han er, og hvor han bor. Alligevel valgte politiet ikke at opsøge ham.

»De sagde, at han ikke havde gjort noget ulovligt den dag, og at de ikke banker på døre torsdag aften,« siger Athene Larsen.  

Efter en søvnløs nat ringede Athene Larsen næste morgen den 4. juli til sin sagsbehandler hos politiet for at høre, hvor sagen stod. 

»Han havde slet ikke hørt om hændelsen fra dagen før. Jeg spurgte, om der ikke lå en rapport til ham. Han sagde, det skulle han nok kigge på, men han blev nødt til at gå,« siger hun. 

Hun hørte ikke fra ham siden. 

»Jeg er helt vildt rystet over det,« siger hun. 

'Jeg er så bange for at møde ham' 
Selvom episoderne ikke fylder for Athene Larsen hele tiden, har hun efter det andet møde konsekvent kigget sig over skulderen og haft følelsen af, at nogen fulgte efter hende. 

»Jeg har en fornemmelse af, at nogen vil mig det dårligt,« siger hun og fortsætter: 

»Det ville have hjulpet en del, hvis jeg følte, at politiet tog det seriøst og faktisk fortalte mig, hvad der foregår.« 

Da Nadia Hansen hørte om det nye møde mellem Athene Larsen og manden, blussede hendes egen frygt også op igen.

»Jeg er så bange for at møde ham. Jeg ved ikke, hvordan han vil reagere,« siger hun og fortæller, at hun onsdag aften ikke kunne gennemføre en gåtur alene grundet frygt. 

B.T. har stillet Nordsjællands Politi en række spørgsmål, herunder hvorfor Athene Larsen og hendes familie ikke oplever, at sagen bliver taget alvorligt.

De ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, da der er tale om en verserende efterforskning, oplyser de. 

»Vi kan dog oplyse, at manden blev sigtet for at have truet faren,« skriver de i en mail.