Politiet har haft en omfattende aktion mod firmaet FH Byg i København, der sættes i forbindelse med fiktive leasing-projekter for mindst 41 millioner kr.

Efter lang tids efterforskning slog Københavns politi i dag til mod firmaet FH Byg og anholdt direktøren og tre andre personer for groft bedrageri.

FH Byg gik konkurs i januar og en stribe leasingfirmaer er blevet snydt for mindst 41 mio. kr.
 
- Vi mener, at beløbet bliver endnu større og der er også momssvindel inde i billedet. Leasingfirmaer har nærmest stået i kø for at anmelde firmaet, siger chefen for Økonomisk Kriminalitet Henning Schmidt.

FH Byg har brugt "Stein Bagger" metoden ved at få leasingfirmaer til at financiere indkøb af materiel som gravemaskiner og biler, som kun har eksisteret på papiret.

Varm luft

- Det har været varm luft og vi sigter leverandørerne af maskinerne for medvirken til bedrageriet, siger Henning Schmidt.

Aktionen gik i gang kl. 9.30 med ransagninger hos FH Byg og anholdelser. De sigtede bliver onsdag fremstillet i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling. Det er politiets opfattelse, at direktøren for FH Byg har "delt i porten" med de leverandører som på papiret har leveret materiel for adskillige mio. kr.

Efter konkursen i januar fjernede politiet og fogedretten personbiler, varevogne, lastvogne, entreprenørmaskiner, mobile betonværker, fittness-udstyr og computere for op mod 150 mio. kr. fra firmaet på Refshalevej. En lørdag nat blev lagerhallen S2 på Refshalevej, der var proppet med entreprenørmaskiner og bl.a. luksus-personbiler, tømt af politiet. Det skete efter ordre fra Glostrup fogedret.

Direktør: fatter intet

»Jeg fatter det ikke. Selskabet har ingen verserende sag med skattevæsenet. Det kommer fuldstændig bag på mig,« sagde direktør for FH Byg Joakim Grundtvig efter aktionen til Jyllands-Posten.

FH Byg blev bl.a. anmeldt af advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, fordi FH Byg ikke betalte to leasingfirmaer til tiden.

Direktør Joakim Grundtvig indrømmede dengang overfor Jyllands-Posten, at de leasingfirmaer som havde leveret en vognpark på cirka 121 køretøjer ikke havde fået deres penge for januar.