Millionerne er fosset ud, og krisecentret er gået nedenom og hjem.

Efter direktøren for det skandaleramte Ravnstrup Krisecenter allerede har brændt millioner af skattekroner af, forsøger hun nu at hive over en million ned i sin egen lomme.

Det afslører en række interne dokumenter, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Dokumenterne kaster lys over, hvordan direktør Tanya Stougaard Kähler og bestyrelsesformand Flemming Rylander, som også er hendes stedfar, har taget en yderst udspekuleret metode i brug.

Da Ravnstrup Krisecenter blev meldt konkurs i oktober, underskrev stedfar og steddatter pludselig en ny ansættelseskontrakt til hende.

Kontrakten giver hende en millionsum i tilfælde af opsigelse.

På det tidspunkt var de dog begge fuldt ud klar over, at centret var gået konkurs, og at direktøren derfor skulle stoppe i sin stilling.

Umiddelbart ser kontrakten ud, som om den blev indgået for længe siden. Der står nemlig 1. maj på forsiden af den.

Men B.T. er i besiddelse af skriftlig dokumentation, der afslører, at de først underskrev kontrakten samtidig med hendes opsigelse i et onlinesystem 20. oktober. Altså efter krisecentret var meldt konkurs og lukket ned.

I hendes opsigelse står der derfor nu, at hun har ret til 12 måneders betalt løn og en fratrædelsesgodtgørelse svarende til seks måneders løn.

Det løber op i 1.215.000 kroner.

TIP B.T.: Ved du noget om Ravnstrup Krisecenter eller andre krisecentre? Skriv anonymt til journalist Cecilie Patscheider på cepa@bt.dk

Hun får ifølge opsigelsen også lov til at beholde massagestol, telefon, Airpods, Apple Watch og stationær computer.

Det er ulovligt at berige sig selv under en konkurs, og direktøren og bestyrelsesformandens metode er dybt alvorlig, vurderer eksperter.

»Det er strafbart at give penge til sig selv, hvis man er ved at gå konkurs. Og hvis man baguddaterer et dokument og gør det for at snyde nogen, er det dokumentfalsk,« siger Nicolaj Sivan Holst, der er lektor i strafferet ved Aarhus Universitet.

Sagen bliver ikke mindre alvorlig af, at der står 1. maj og ikke den korrekte dato på kontrakten.

»Det ligner bedrageri, og at de bevidst har villet snyde ved at tilbagedatere kontrakten for at få de sidste penge ud af krisecentret,« siger Jakob Dedenroth Bernhoft, som er jurist og ejer af RevisorJura.

Som B.T. kunne afsløre lørdag, har Ravnstrup Krisecenter fået tildelt 8,7 millioner fra skattekassen. Fire af millionerne skulle bruges på at oprette nye krisecenterpladser til voldsramte kvinder, men direktøren har brændt millioner af kroner af, og krisecentret er gået konkurs. De ekstra pladser bliver således ikke til noget.

B.T. har i flere dage forsøgt at få et interview med direktør Tanya Stougaard Kähler og bestyrelsesformand Flemming Rylander og har stillet en række konkrete spørgsmål, men de afviser at udtale sig.

Deres advokat oplyser i en mail, at de generelt begge »afviser, at der skulle være foretaget dispositioner, som ikke har naturlig sammenhæng med driften af Ravnstrup«.