En mørk mand råber mod vagten: »Come on, man. Let me out.« Han stiller sig ved siden af Sahar Elrifai og læner sig ind mod vinduet ved slusen. Hendes smil forsvinder.

Vagten beder manden tage det roligt og lukker ham ud gennem en stor låge af stål.

»Fuck man. This is shit,« råber manden og kaster sin arm op i luften.

21-årige Sahar Elrifai bor på Udrejsecenter Kærshovedgård.

For en måned siden boede den unge kvinde, der har sølvfarvet bøjle på tænderne og står i en lang blomstret kjole og hvide sneakers, med sin familie i Aabenraa.

Hun gik på HF og sås med sine veninder. Nu bor hun blandt terrordømte, voldsforbrydere og afviste asylansøgere.

»Det er utrygt. Jeg føler mig ikke sikker her,« siger Sahar Elrifai.

B.T. har afdækket, at flere beboere på Kærshovedgård kan være radikaliserede, og at en af dem ifølge en radikaliseringsindberetning mistænkes for at være formand for terrororganisationen al-Qaeda i Skandinavien.

Politiets Efterretningstjeneste har også advaret om risikoen for, at udrejsecentret bliver en terrorrede, hvor der etableres nye netværk af terrordømte og radikaliserede personer.

Som noget nyt er udlændingemyndighederne begyndt at indkvartere syriske flygtninge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse, på Kærshovedgård.

En af dem er Sahar Elrifai.

»Jeg havde aldrig troet, at jeg ville sidde i den her situation. Jeg ved ikke, hvorfor de blander os med de mennesker, der gør noget dårligt eller er kriminelle. Jeg synes ikke, at jeg passer ind her, for jeg har ikke gjort noget dårligt for Danmark,« siger hun.

Sahar Elrifai har fået inddraget sin opholdstilladelse, fordi udlændingemyndighederne vurderer, at sikkerhedssituationen er forbedret i Syrien.

Hendes mor og søskende har fået lov til at beholde deres opholdstilladelser. Sahar Elrifai tør ikke vende tilbage til Syrien, og hun vil ikke forlade sin familie i Danmark.

Fordi hun ikke vil rejse frivilligt, har hun fået besked på at flytte ind på udrejsecentret.

Hun husker stadig følelsen indeni, da hendes brødre satte hende af ude på den anden side af hegnet i begyndelsen af august.

»De forlod mig på det her mærkelige sted,« siger hun.

Hun får tårer i øjnene.

»Det var, som om jeg skulle i fængsel. Jeg skulle være her alene uden at kende nogen. Det var virkelig svært,« siger hun.

Foto: Rasmus Laurvig/Byrd
Vis mere

Hun bor på et lille værelse i kvindeafdelingen. Der er også en bygning for mændene.

Hendes værelse er spartansk indrettet med en seng, en lille kommode, et skrivebord og et smalt metalskab, som er fyldt med hendes kjoler.

Metalpersiennerne er rullet for vinduerne.

»Jeg er lidt bange for bier,« siger hun og griner forlegent.

Hun bruger det meste af sin tid på sit værelse eller andre steder i kvindernes bygning. Så slipper hun for blikkene og utrygheden udenfor.

»Når jeg for eksempel går til kantinen, kigger mændene sådan på mig. De glor bare. Jeg tør faktisk ikke gå alene,« siger hun.

I dagtimerne prøver Sahar Elrifai at lave hyggelige ting med de andre kvinder på afdelingen og lære en af dem lidt dansk, men når mørket falder på, vælter tankerne ind over hende.

»Jeg kan ikke sove om natten. Tankerne kører bare hele tiden: Hvornår skal jeg hjem til min mor? Hvornår får jeg opholdstilladelse igen? Hvornår vil det slutte? Jeg kan ikke stoppe det,« siger hun.

Myndighederne har vurderet, at der er sikkert nok for dig i Syrien. Hvis du selv samarbejdede og rejste hjem, ville du ikke bo på udrejsecentret. Kan du forstå, hvis nogen mener, at det er din egen skyld, at du er her?

»De ved ikke noget om, hvad jeg har oplevet, og hvordan det var i Syrien. Der var bomber foran vores lejlighed, og folk råbte og skreg. Det er ikke sikkert i Syrien, så længe Bashar al-Assad sidder der. Min familie er her, og her er det sikkert,« siger hun.

Hun håber, at hun kan få genoptaget sin asylsag og vende tilbage til sit gamle liv. Se sin familie, tage HF færdig og fuldføre sin drøm om at blive designingeniør.

»Det er bare nogle simple drømme, jeg har. At blive sammen med min familie, tage en god uddannelse og være i et sikkert land,« siger hun.

En gruppe mænd går rundt ude foran udrejsecentret. Én af dem sender et lille smil og siger 'godmorgen'.

En anden har mørke rande om øjnene og en sort hætte trukket op om hovedet. Han kigger lige frem med et stift blik og går forbi.

Sahar Elrifai står ved hegnet. Selvom hun kan bevæge sig frit ind og ud indtil sengetid, føler hun sig fanget.

»Jeg vil ud,« siger hun.