Der har længe været advorlige advarsler om, at Udrejsecenter Kærshovedgård er et oplagt arnested for radikalisering.

Nu viser det sig, at flere beboere er kommet under mistanke for at være blevet radikaliseret, mens de har boet på udrejsecentret.

Det fremgår af nye tal samt folketingssvar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Der har været fem sager om muligt radikaliserede beboere siden 2016. De er blevet indberettet, efter de er flyttet ind på Kærshovedgård, og ingen af dem har været indberettet til Udlændingestyrelsen for mistanke om radikalisering før, oplyser styrelsen.

»Det viser, at de kan være blevet radikaliseret, mens de har været på udrejsecentret. Spørgsmålet er, hvor meget kontrol man har over det her, hvis de er blevet radikaliseret, efter de er kommet dertil,« siger Frank Jensen, der er tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste.

Det er dog også muligt, at de allerede har været radikaliseret inden, påpeger Frank Jensen.

»I virkeligheden kan de jo have haft den holdning, før de kom. En radikaliseringsproces kan tage noget tid,« siger han.

De fem indberettede personer er en afvist asylansøger, en på tålt ophold, to udvisningsdømte og en person med ophold i Danmark.

Derudover er der en sjette radikaliseringssag om en endnu uidentificeret person, der ifølge indberetningen fra maj i år er mistænkt for at være leder af terrorgruppen al-Qaeda i Skandinavien, som B.T. tidligere har afsløret.

Den blandede beboersammensætning af både afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge uden fremtidsudsigter giver grobund for radikalisering på Kærshovedgård, forklarer Frank Jensen.

»De er lette ofre for gode radikalisatorer. Når man hjernevasker nogen, er det ofte sårbare mennesker, der ikke har nogen muligheder, og som derfor er mere lydhøre over for propaganda,« siger Frank Jensen.

Politiets Efterretningstjeneste advarer også om, at der sidder en gruppe af tidligere terrordømte og muligt radikaliserede personer på Kærshovedgård, og at antallet formentlig vil vokse de kommende år.

Ifølge PET kan beboerne etablere sig i nye terrorceller på udrejsecentret og udgøre en trussel.

»Det er sandsynligt, at nogle udviste terrordømte og personer med sympati for militant islamisme vil søge at etablere nye netværk eller styrke eksisterende netværk med ligesindede under ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård,« står der i PETs seneste trusselsrapport.

Der sidder fem terrordømte på Kærshovedgård. To af dem er på tålt ophold og kan ikke udsendes af Danmark, fordi de risikerer forfølgelse eller tortur i deres hjemland. Det viser folketingssvar og oplysninger fra Hjemrejsestyrelsen, som B.T. har fået indsigt i.

På Christiansborg lægger flere partier pres på regeringen og kræver en plan for Kærshovegård.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) udtaler, at det er »forkasteligt, at der findes beboere på vores udrejsecentre, som har et indædt had til Danmark og vores frihedsrettigheder«.

»Jeg ved, at PET er fuldt opmærksom på truslen fra terrordømte og personer med sympati for islamisme på Udrejsecenter Kærshovedgård, og iværksætter de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Danskernes sikkerhed er selvsagt en meget høj prioritet for regeringen,« siger ministeren i en skriftlig kommentar.