Mandag aften blev 13-årige Alexander dræbt, da han blev påkørt af en 43-årig formodet spritbilist. I dag mindes Alexander med blomster og lys på ulykkesstedet.

- Børnene fra hans parallelklasse er netop ankommet til ulykkesstedet. De skutter sig i deres vintertøj, mens de lægger tegninger og lys, fortæller BTs reporter på stedet, hvor venner til den 13-årige kommer forbi for at sende en sidste hilsen til deres kammerat.

Antallet af lys, blomster, breve og ikke mindst tårer ved ulykkesstedet, hvor 13-årige Alexander blev dræbt i går aftes, er steget for hvert minut hele formiddagen. Blod i en vandpyt vidner om den tragiske ulykke.

Tina Dworak er veninde gennem 25 år til drengens mor og har også kendt Alexander siden han var helt lille, fortæller hun.

- Han var så sød, smilende og glad. Sådan en dejlig unge. Jeg har slet ikke ord for, hvor forfærdeligt det er, siger en tydeligt berørt Tina Dworak, der fik nyheden om den tragiske ulykke via Facebook i går aftes.

Den 43-årige mand, der er påkørte Alexander, er tidligere dømt for spritkørsel, og det formodes, at han også var påvirket af alkohol i går aftes.

Hele tre gange har han af samme grund fået frakendt kørekortet.

Mandag aften lidt efter klokken 18 kom den 43-årige familiefar fra lokalområdet kørende i en blød venstrekurve på Hillerødvej i Frederiksværk hen mod en rundkørsel. Uvis af hvilken grund mistede han herredømmet over bilen, som rullede rundt og fortsatte tværs over vejen og ramte Alexander, som kom kørende på cykelstien.

Den 13-årige Alexander og hans cykel blev kastet ind i en have.

Redningsmandskabet ydede førstehjælp på stedet, men desværre stod drengens liv ikke til at redde, og han døde på stedet.

Den 43-årig mand slap fra ulykken uden fysisk skader. Han blev anholdt, og tirsdag eftermiddag fremstilles han i grundlovsforhør i retten i Hillerød.

Sigtelsen lyder på uagtsomt manddrab, spritkørsel og kørsel uden at have generhvervet kørekortet.

Bilisten kommer - lige som drengen - fra lokalområdet og er ifølge politiet en ganske almindelig familiefar' med kone, børn og to biler. De to sidstnævnte står dog i konens navn.

Det er endnu uvist, hvor høj den 43-åriges promille var, men Nordsjællands Politi arbejder på at få resultatet af hans blodprøve frem til grundlovsforhøret.