Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Troels Malling om Meningsløshed, tidsspilde, lykken og meget, meget mere ...

Jeg er ret skarp, når det gælder ... historie, jeg kan ikke lade være med at læse historie. Skarphed kommer jo af, at man gør noget, man ikke kan lade være med. Det er forholdet mellem mennesker i dag og førhen, der interesserer mig. Det er fascinerende med den tid, man har haft i gamle dage, hvor man ikke har skullet huske alle sine koder til NemID, borgerservice, banken og dankortet, og intranettet og rideskolen og klubben. Engang skulle man ikke sidde og trykke på en datamat hele tiden. Det er sjovt, at alle de hjælpemidler, vi har fået, har medført, at vi har mindre og mindre tid. Ting, der skulle gøre vores liv nemmere, har bare gjort, at vi bruger mere tid på ligegyldige ting.

Jeg tror, lykken findes i ... nærværet. Men det nærvær skyder vi væk fra os, fordi vi hele tiden sidder med en telefon eller iPad og er et andet sted mentalt set, i kontakt med andre. Hele vores vestlige verden har et problem med, at mange føler meningsløshed. Hvis man nu levede i gamle dage, sad man måske ved sin væv i tællelysets skær og var glad for det tæppe, man vævede, mens man fortalte historier. Jeg ved, det lyder langhåret. Men arbejdet med tæppet var projektet. Ligesom når jeg står på en scene, dér glemmer jeg min eksistens. Man er ikke i færd med at tænke: ’Hvad skal jeg med det hele’. Man er et med sig selv og universet. Jeg synes, vi skal forglemme os selv meget mere.

Jeg er ikke særlig god til ... at lave en powerpointpræsentation, jeg har hørt om nogle, der skulle være studenter, som skulle lave en powerpoint til eksamen, endda på et fremmed sprog. Jeg ville være dumpet. Jeg har også været til eksamen. Jeg gik ind til et grønt bord og sagde ’guten tag’, og det var det. Jeg kan heller ikke finde ud af at smøre madpakker, det kan jeg overhovedet ikke overskue.

Jeg går meget op i revyen ... i Græsted, jeg kan godt li’ den, fordi den er en lille revy, hvor folk sidder helt tæt på og deler en oplevelse med 100 eller 150 andre. Der er noget dejligt ’verden af i går’ ved den lille scene for spisende gæster. Verden er ikke helt af lave, når vi springer rundt og hygger os med publikum. Hatten af for Vibe Pock, Steen og Rene Richardt, som har købt kroen for fem år siden og har skabt nogle arbejdspladser og et socialt rum, hvor folk kan spise stegt flæsk og wienerschnitzel i den lille by. Det er et fantastisk engagement, de har.

Det værste måltid, jeg har fået, var ... jeg har fået så mange forgiftninger i mit liv, selvom jeg nød måltiderne forinden. Men der var noget helt galt med den kylling, jeg spiste i Zimbabwe. Da jeg skulle flyve hjem, sked og brækkede jeg mig hele vejen. Jeg vågnede op efter fem dage og var blevet en del tyndere.

Det var temmelig pinligt ... i Frederikshavn, da jeg var 12 år og skulle fortælle min mor om en scene fra Halløj på Badehotellet. Jeg satte en finger under næsen som et hitleroverskæg og gik strækmarch hele vejen forbi en turistbus, der var fyldt med ældre mennesker. Da jeg kiggede på den bagfra, kunne jeg se, den var tysk indregistreret... Og det var netop fra den scene, hvor John Cleese havde slået hovedet på rensdyrhovedet, der faldt ned, og der var tyske gæster på hotellet.

Hvis jeg var Danmarks enerådende konge, ville jeg straks indføre ... borgerløn. Jeg synes, vi skal give det et skud, så var vi fri for al den administration med pensioner, dagpenge kontanthjælp, boligsikring, brillehjælp, og jeg ved ikke hvad. Så kunne man selv administrere sine ting. Jeg er sikker på, at folk alligevel gerne vil arbejde. Arbejdet er jo også vores identitet og et vigtigt socialt kit i vores tilværelse. Jeg elsker mit arbejde. Men jeg er jo ikke politiker og har ikke studeret administration, det er jo bare en løs ide.

Apropos tog ... Jeg kan slet ikke finde ud af at køre med tog. Jeg har en app, hvor jeg kan købe en billet, men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver bedt om mit kontonummer og skal taste det ind, og så er toget kørt .

Jeg er imod forandring ... selv til det bedre. F. eks. kan jeg ikke forstå, hvorfor de der postbiler pludselig skulle være blå – jeg synes, den varme gule farve var så smuk med dronning Margrethes logo, hvorfor skulle det laves om? Hvad er det for noget? Jeg synes, der skal findes en syndebuk – der skal rulle hoveder. Vi skal finde ud af, hvem der gjorde det, for det er at sælge ud af arvesølvet. Arvesølvet er en del af det, der samler os som nation. Særligt i disse år har vi brug for de ting, der samler. Det går ikke.

Jeg blev noget overrasket ... da jeg var på kanalrundfart med mine børn en skøn, smuk dag og pludselig fik en besked fra Skat om, at de havde fået nye oplysninger til min årsopgørelse, og at jeg skulle betale 16.000 kr. Det var bedre med posten, som man kun fik en gang om dagen, nu kan man nås overalt og på alle tidspunkter. Også hvis du er i Grækenland en søndag. Døgnet rundt. 24 timer. Det er ubehageligt, orwellsk eller kafkask.

Jeg oplevede en utrolig utidig indblanding ... en dag jeg stod i kø i supermarkedet, hvor der pludselig var en eller anden, der sagde til en anden, at han ikke måtte tale i mobiltelefon der. Altså, man må da selv bestemme, hvad man gør. Det er klart, at når man når op til kassen, taler man ikke videre i telefonen, for der er man jo i kontakt med den, der sidder ved kassen.

Jeg går ikke ind for ... at man betragter det offentlige rum som privat. Man skal da tage pænt tøj på, når man er ude at spise. Jeg gider ikke, når jeg er på hotel, at se folks sovehår, eller at de sidder og ser nybollede ud ved morgenmaden. Der må været et minimumsniveau, når man går ud blandt andre mennesker, hvor man lige forsøger ikke at lugte alt for meget af dyneprutter.

Jeg blev groft uretfærdigt behandlet... af Jørns Auto i Silkeborg, der solgte mig en Golf med en lille Polomotor i. Da han viste mig bilen, listede han sådan rundt med sine polaroidsolbriller og hviskede til mig: »Prøv at se vangerne ... der er ikke så meget som en rustplet, og den har kørt i Tyskland,« mens brillerne blev mørkere og mørkere. Jeg tænkte, at hvis der nu var andre, der hørte det, ville de købe den med det samme, så jeg skyndte mig at slå til. Men det viste sig altså, da jeg senere sendte den på værksted, at den var med en lille Polomotor – det var ydmygende.

Jeg kan godt være misundelig på ... folk, der aldrig er misundelige på nogen. Ja, det er interessant, at vi hele tiden kan sammenligne os med, hvordan andre mennesker lever. Vi har kun vores egen tilværelse og liv. Jeg kan da godt blive misundelig på George Clooney. Det er da klart. Men jeg er også pjattet med ham, for han er sympatisk og flot, og han bor ved Comosøen. Men misundelsen kan jeg ikke bruge til noget, for den får mig ingen vegne. Jeg må jo glæde mig over, at det går godt for ham, og at jeg også har det godt lige nu. Med kone og børn – vi har været sammen i 22 år. Mennesket er begunstiget med fortrængning, og det synes jeg er en supergod ting. Vi skal ikke gå og hænge os så meget i fortiden, vi skal ikke gå og bearbejde den, bare fortrænge. Jeg går jo i dette interview ind i mange andres fagområder – psykologer og administratorer, men det ved jeg jo, jeg kan tillade mig, for jeg er skuespiller. Og skuespillere kan jo udtale sig om alt lige fra præsidentvalget i USA til børneopdragelse og vaskepulver ...