Søndag morgen blev der stille. Søndag morgen var det forbi. Fik han set dét, han ville? Fik han hørt sin melodi. Vi ved det ikke. Men borte var han. Èn af de allerstørste. Kim Melius Flyvholm Larsen.
Omgivet af sin hustru Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui, sov Kim Larsen stille ind. Tabte kampen til kræften. Blot 72 år gammel.
Men det var ikke kun Liselottes mand, Pelle, Sylvester, Alice, Eva, Molly, Hjalmer og Luis' far, der gik bort søndag morgen.
Det var hele Danmarks Larsen. Ham, der gennem fem årtier lavede lydsporet til hundredtusindvis af liv.
‘Om lidt’ er en del af dét lydspor. Den rørende sang, der for to år siden i en sms-afstemning blev kåret som Kim Larsens bedste, og som egentlig blev skrevet som en hyldest til gøglerlivet tilbage i 1985, men endte med at følge utallige danskere ud på den sidste rejse.
Nu skal han selv på den rejse. Alt for tidligt.
Man kan godt blive lidt tom for ord, når man skal sætte nogle på Kim Larsen. For der er mange, der er brugt så ofte, at de næsten er slidt op. Billedrige navneord som ‘baggårdskatten’, ‘gavflaben’ og ‘nationalskjalden’. Men han var dem allesammen.
Baggårdskat, fordi Kim Larsen altid gik sine egne veje. Var utæmmet. Havde kløerne fremme. Ikke til fals for billig smiger. Eller medaljer.
Det fik Kongehuset at mærke, da Kim Larsen i 2006 kort og kontant takkede nej til den største hæder, man kan få. Ridderkorset.
»Da jeg ikke synes, at det sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerne, takker jeg pænt nej til ridderkorset,« skrev han i en pressemeddelelse og fortsatte med et glimt i øjet:
»Det kunne ellers have været hyggeligt at ryge en smøg med Dronningen inde i privaten - hvis hun ellers må for personalet.«
Måske fik baggårdskatten taget revanche for den del fire år senere. Der sagde han i hvert fald overraskende ja til at optræde ved et gallashow i anledning af Dronningens 70 års fødselsdag.
»Jeg kan sgu godt li’ damen,« sagde han.
Men at hun - og de øvrige medlemmer af kongefamilien - ikke var helt sikre på, hvad baggårdskatten kunne finde på, kan man se i YouTube-klippet fra den store aften, hvor Kim Larsens tale i den grad fik Dronningens ungpigekulør frem igen, da han fra scenen kækt fortalte om, at en af hans bedste venner altid havde været lidt lun på majestæten.
Og det fører os frem til gavflaben. For Kim Larsen sagde, hvad han ville. Når han ville. Kæftede op, når han havde noget på hjerte. Stort som småt.
Hvad end det var hans kampagne mod rygeloven, eller hans kamp for at bevare ungdomshuset på Jagtvej, hvor han - sammen med Fonden Himmelblå - tilbød Københavns Kommune at købe huset til de unge bz'ere, gik han utrætteligt ind i kampen.
Andre gange brugte han sine sange. Ikke som politiske statements. Men til at sende utvetydige hilsener til den førte politik. Og politikerne.
Men også film brugte Kim Larsen til at understrege sine sociale budskaber.
Første gang var i den socialrealistiske ‘Ang. Lone’ fra 1970 - som Gasolin leverede musikken til - men mest kendt er selvfølgelig ‘Midt om natten’ fra 1984, hvor gavflaben selv spiller den ene hovedrolle som den hjemløse Benny.
Soundtracket til filmen stod Kim Larsen også for. Og det leder videre til nationalskjalden, for det er nok de færreste, der ikke kan synge med på titelnummeret eller ‘Susan Himmelblå’, de to største hits fra soundtracket, som til dato er det bedst sælgende album herhjemme nogensinde.
En skjald er en trubadur og en historiefortæller. En person, der synger sange om kamp og kærlighed for folket. Og det gjorde Kim Larsen.
Utallige sange fra hans og Gasolins hånd er forlængst blevet udødelige. ‘Kvinde min’, ‘Langebro’, ‘Kloden drejer stille rundt’ og den smukke ‘Som et strejf af en dråbe’, der i starten af 70erne var kendingsmelodi til Trine Bryld-programmet ‘Tværs’.
Og selv om Kim Larsen rasede og bestemt ikke brød sig om at blive brugt som en brik i den daværende regering og kulturminister Brian Mikkelsens politiske kulturkamp, fik han ikke desto mindre hele to albums med i puljen, da kulturministeren i 2004 lancerede en kulturkanon.
Her var Larsen at finde såvel med soloalbummet ‘Værsgo’ og Gasolins ‘Live Sådan’.
Men Kim Larsen selv foretrak bare at være en ‘spillemand’. Og han insisterede gang på gang på, at han stadig havde til gode at skrive sin bedste sang. Selv om han skrev og leverede klassikere i fem årtier. Først Gasolin, siden solo, så med gruppen Bellami og fra 1995 og frem til sin død med Kjukken, som han for blot fem uger siden gav, hvad der skulle blive sit livs sidste koncert med på Valdemars Slot.
»Tak for i år. Endnu en sommer er bare fløjet afsted. Alt for hurtigt. Vi siger tusinde tak til publikum for mange utrolige aftener. Det har været fantastisk,« skrev de på deres Facebook-side.
Nu er det os, der skal takke. For det vi fik. For dét, som Kim Larsen nåede at give.
I slutningen af sidste år blev Kim Larsen ramt af kræft. Af prostatakræft, som man ellers ofte siger ikke er en kræftform, som man dør af men med. Og nu havde den fået bugt med Larsen.
Det skete ikke ofte i karrieren, at han måtte aflyse koncerter. Men turneen, der var planlagt i starten af i år, kunne ikke gennemføres.
»Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen,« meddelte Kim Larsen i starten af januar og lovede, at han ville være klar til sommer.
Og dét blev han. Han væltede bl.a. Tivoli omkuld. Spillede Skanderborg festivalen sønder og sammen. Godt nok siddende. Men begejstringen over at se Larsen tilbage på scenen ville ingen ende tage.
Og 24. august blev der lukket ned for sommerens jubelturné. Kim Larsen og Kjukken sagde tak for nu.
»Vi samles igen over efterår og vinter, hvor vi begynder at arbejde i øvelokalet med Larsens nye sange,« lovede de. Men sådan skulle det ikke gå.
Kræften havde atter fået tag i den musikalske kæmpe. Havde sendt ham til tælling.
Og søndag morgen blev der stille.
